GULD er bevidstheden om kapitalismens omkostninger for verden. Hypermoderne digte sammensat af popkultur, klimakrise og samvittighed. En debutant slår både vigtigt og poetisk.
Victor Boy Lindholm er endnu en af den nye generations digtere, hvor Facebook, populærkultur, smartphones og kærester (modsat: den uopnåelige kærlighed) er fast inventar. Der lader til at være en helt masse skrald i tilværelsen, som sproget ikke kan omgå på anden måde end at skrive det ud sort på hvidt. Tilsyneladende upoetisk affald. Ved siden af ligger verdenssamfundets gruopvækkende nyhedsstrøm, vi hører om alt, og hvordan skal vi forholde os til det? Grundtonen er ærlighed og et sprogligt flow.
I afdelingen "grækenland vs. verdenssamfundet" formuleres essensen i vestlig kapitalisme slående med sammenskrivningen af iPhones, blod og børnearbejde.
”jeg er et net af perifere relationer
jeg er lille iphone gylden i håret
kun berøringen
aldrig dybden
jeg har microchipflashcardblodigtbørnearbejde i
kroppen
jeg har afrika som en struktur i øjet
jeg har feberen i kroppen”
Victor kalder det i øvrigt for "hykleren", når vi ignorante står ved siden af promilledele af potentielle katastrofer uden overhovedet at forholde os til fremtidige aspekter (=alle promilledele lagt sammen) af vores måde at leve på. Men vi kan ikke lade være, for det sidder i kroppen, og det kan til tider være svært at undgå glimt af Conrads ’Mørkets hjerte’ (org. ’Heart of Darkness’, 1899) og den vestlige civilisations jagt på ædle ressourcer.
Det unikke ved samlingen er netop denne ærlighed overfor det informationsflow af katastrofemeldinger, som kan være svært at forholde sig til som ungt menneske eller som menneske generelt. For hvem forstår, hvad denne generation gennemgår som de første?
”månen forstår
at der er depression i min mountain dew
at jeg har brug for hjælp til at
forstå katastroferne rundt omkring mig”
Der er muligvis et clash mellem klassisk poesi og nutidig sukkersnackdrik, men i betydningen ’bonder’ de to i virkeligheden. Månen er måske den eneste, der forstår... men månen er også langt væk og utidssvarende eller overhovedet til stede eller accepteret. Det interessante er, hvordan digter jeg’et implicit siger, at det egentlig godt forstår problemet, men hvad skal jeg gøre af mine følelser og min ret til at være barn lidt endnu? Hvordan skal jeg tackle den tid, jeg er havnet i, og de ting, vi plejer at gøre?
Fra planter i vindueskarmen hjemme i København til jordens sjældne celler udvider optikken sig heftigt fra teenagedrengeværelse til miner i Congo (læs: helvede) og det er flot og spændende læsning. De nære sansninger står i forhold til helheden og den globale problematik, som digtsamlingen spinder sine tekster henover.
Det er uhyre interessant at se, hvordan digteren, der blot er en knægt, fanger og får formuleret nogle af klodens største paradokser. Endnu bedre er det, at han er et barn af problemskaberne. Han er vokset op med udviklingen i blodet, og når han ser sit spejlbillede i skærmen på sin iPhone, får han lyst til oprør mod et destruktivt mønster.
Originally published by TVGlud, Litteratursiden.
Kommentarer