Anmeldelse
Gruppen af Mary McCarthy
- Log ind for at skrive kommentarer
Året er 1933, og en gruppe unge kvinder har netop forladt college. De håber, at de kan leve på en ny måde i en ny og anderledes verden. Funklende tidsbillede og fuldendt kvindefortælling.
Dette er en kollektivroman i ordets bedste betydning. Vi følger parallelt en gruppe unge kvinder, i årene efter de er gået ud af det fine og traditionsrige college Vassar i staten New York. De forestiller sig, at netop de har alle ressourcer til at forny måden man lever på, de skal i hvert fald ikke falde i deres mødres fælder. Men hvordan forholder virkeligheden sig mon?
Romanen har nået klassikerstatus, det har ikke nogen sammenhæng med, om man kan lide den eller ej. Den indtager sin plads som et funklende tidsbillede og som vel en af de første alment udbredte gruppefortællinger om kvinder. Forfatteren var ikke nogen venlig sjæl, hun er skarp, hun er ubarmhjertig, man kommer egentlig ikke til at holde af figurerne, hun beskriver barokke og grimme situationer, og hun kan beskrive sexscener så konkret og lakonisk, at det er helt rørende. Det skaffede hende også forbud mod bogen i adskillige lande. Skrivestilen er koncis, men alligevel giver forfatteren stemning og atmosfære, så man som læser fanges ind og føler sig netop på Second Avenue og på vej til højbanen.
Der er et underligt spørgsmål, man tit hører i forbindelse med de såkaldte litterære klassikere: kan den klare at genudgives? Kan den forny sig til de nye generationer? Og så bliver en klassiker genoversat eller oversættelsen revideret, og den skal fremstå som nyfødt. Hvorfor skal den nu egentlig det? Er fx Buddenbrooks ikke et vidunderligt tidsbillede også rent sprogligt?
I bogens forord skriver Hans Hertel, som også er oversætter, at det er en kendt sandhed, at oversættelser forældes hurtigere end originalen. Jeg har ofte hørt det, uden rigtig at begribe det. Hvis en oversættelse rammer en romans tidsbestemte sprogtone, kan jeg ikke forstå, hvorfor den skal "moderniseres".
Jeg er nok bare gammeldags. I Hertels interessante efterskrift fortæller han om, hvordan han som en lykkelig 25-årig kom til at oversætte ’Gruppen’ og fik et intellektuelt givende og nært venskab med forfatteren, og om hvordan hun var glad for danske forfattere. Selvom jeg principielt ikke accepterer præmissen, om hvorvidt en klassiker "kan holde" i nutiden, vil jeg da alligevel tænke: "Havde jeg som ung uprøvet læser, hørt om denne, selv ugebladene skriver jo om, at den er inspirationen bag serien "Sex and the City", hvordan ville jeg så opfatte den?" Jeg TROR, jeg ville opleve den som frisk og fordomsfri, sex er jo bare en af livets mange tilskikkelser, at læse den er som at følge en god TV-serie, her er fantastiske detaljer, miljø så det forslår og skarpe figurtegninger. Jo! Den holder.
Oprindeligt skrevet af Beth Høst, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Året er 1933, og en gruppe unge kvinder har netop forladt college. De håber, at de kan leve på en ny måde i en ny og anderledes verden. Funklende tidsbillede og fuldendt kvindefortælling.
Dette er en kollektivroman i ordets bedste betydning. Vi følger parallelt en gruppe unge kvinder, i årene efter de er gået ud af det fine og traditionsrige college Vassar i staten New York. De forestiller sig, at netop de har alle ressourcer til at forny måden man lever på, de skal i hvert fald ikke falde i deres mødres fælder. Men hvordan forholder virkeligheden sig mon?
Romanen har nået klassikerstatus, det har ikke nogen sammenhæng med, om man kan lide den eller ej. Den indtager sin plads som et funklende tidsbillede og som vel en af de første alment udbredte gruppefortællinger om kvinder. Forfatteren var ikke nogen venlig sjæl, hun er skarp, hun er ubarmhjertig, man kommer egentlig ikke til at holde af figurerne, hun beskriver barokke og grimme situationer, og hun kan beskrive sexscener så konkret og lakonisk, at det er helt rørende. Det skaffede hende også forbud mod bogen i adskillige lande. Skrivestilen er koncis, men alligevel giver forfatteren stemning og atmosfære, så man som læser fanges ind og føler sig netop på Second Avenue og på vej til højbanen.
Der er et underligt spørgsmål, man tit hører i forbindelse med de såkaldte litterære klassikere: kan den klare at genudgives? Kan den forny sig til de nye generationer? Og så bliver en klassiker genoversat eller oversættelsen revideret, og den skal fremstå som nyfødt. Hvorfor skal den nu egentlig det? Er fx Buddenbrooks ikke et vidunderligt tidsbillede også rent sprogligt?
I bogens forord skriver Hans Hertel, som også er oversætter, at det er en kendt sandhed, at oversættelser forældes hurtigere end originalen. Jeg har ofte hørt det, uden rigtig at begribe det. Hvis en oversættelse rammer en romans tidsbestemte sprogtone, kan jeg ikke forstå, hvorfor den skal "moderniseres".
Jeg er nok bare gammeldags. I Hertels interessante efterskrift fortæller han om, hvordan han som en lykkelig 25-årig kom til at oversætte ’Gruppen’ og fik et intellektuelt givende og nært venskab med forfatteren, og om hvordan hun var glad for danske forfattere. Selvom jeg principielt ikke accepterer præmissen, om hvorvidt en klassiker "kan holde" i nutiden, vil jeg da alligevel tænke: "Havde jeg som ung uprøvet læser, hørt om denne, selv ugebladene skriver jo om, at den er inspirationen bag serien "Sex and the City", hvordan ville jeg så opfatte den?" Jeg TROR, jeg ville opleve den som frisk og fordomsfri, sex er jo bare en af livets mange tilskikkelser, at læse den er som at følge en god TV-serie, her er fantastiske detaljer, miljø så det forslår og skarpe figurtegninger. Jo! Den holder.
Oprindeligt skrevet af Beth Høst, Litteratursiden.
Kommentarer