Signe Parkins har frembragt en visuel tour de force ind i moderkroppens funktioner og forvandlinger. Grøde er en hybrid mellem en tegneserie og en kunstbog, men har statur som en coffee table book, og både i massefylde og indhold er den tungere end de fleste.
Bogens titel giver associationer til noget voksende, spirende, men også mudret og måske endda lidt kviksandsagtigt opslugende. ’Grøde’ er en bog, der slår rødder i læseren. Bogen består af 179 tegninger, der både kan ”læses” som en lang fortælling, men som også kan ses som en række enkeltstående værker.
En tendens spirer i disse år frem i kunst- og kulturverdenen: Den fysiske og mentale oplevelse af at være mor. Moderskabets udfordringer, nuancerne og de kropslige erfaringer fylder mere og mere i blandt andet dansk litteratur.
Fra sine tidligere udgivelser, vil den faste læser af Parkins være vant til den på én gang skødesløse og forbilledlige detaljerigdom, der er i hendes tegninger. I ’Grøde’ tager hun tegnestilen et andet sted hen, hvor figurerne både er enkle og komplekse, fordi de på trods af de få brugte streger er i stand til at forvandle sig for øjnene af læseren. Ligeledes virker mange af tegningerne som skitser, der giver et blik ind i tegneprocessen og forstærker oplevelsen af bogen som organisk og i konstant forandring.
Figurerne i bogen bærer præg af at være meget mere krop, end hoved, og hvis man tænker over det, giver det mening, for kroppen fylder jo fysisk så meget mere end hovedet. Vi moderne mennesker har udviklet os til at være meget i vores hoveder, men hos Parkins er magtforholdet mellem krop og hoved hele tiden til debat. Kunsthistoriker Rebekka Laugesen fremhæver i efterordet, at Parkins har en hel del at fortælle om moderskabet som både omsorgsgivende og objektiviseret. Læseren får en klar fornemmelse af, at man som mor skal genfinde sig selv i en fremmed krop, som jo netop er det helt store tema, qua tendensen i litteraturen. De tegnede kvinder i bogen er da også mangfoldige; barske, ømme, udmattede, sagtmodige og glade.
Det er ikke kun bogen, der er stor og tung. Mange af kvindernes kroppe er uformelige til det bizarre, og proportionerne er ofte overraskende. Helt vildt bliver det, når eksempelvis en flok kvinder sidder omkring et bord, og skal til at fortære deres bryster, som ligger på tallerkenerne, eller når kroppe er huse og maskiner og faktisk kan dreje sig et par gange omkring sig selv. Det er især de meget sanselige detaljer og figurerne, der hænger fast i erindringen efter endt læsning. En krop er ikke bare blød, glat, behåret eller muskuløs, den er også kantet, plastisk, maskinel og stikkende. På ben gror der korn, og der er alt for mange navlestrenge over det hele!
'Grøde' tillader sig at fremstille en både tavs og larmende samfundskritik af kvindens rolle. Eller nærmere de mange roller kvinder har. Dette sker tydeligst gennem det faktum, at kvindernes kroppe ikke bare er deres, men også børnenes, omgivelsernes. På det mere abstrakte plan ser man det gennem tegningerne, ved at deres kroppe metamorferer til blandt andet opvaskemaskiner, huse og stole. Der er ikke langt mellem kvinde og arbejde; det er faktisk svært at se, hvor den organiske krop stopper, og hvor maskinen eller brugsmøblet begynder. For at have en kvindekrop er at skulle opretholde samfundets produktionsforhold. Dette bliver også understreget ved, at kvinderne er duplikationer af sig selv på mange af tegningerne.
”I’m every woman! ” får man helt lyst til at synge og virkelig mene det på den helt skizofrene måde.
Kommentarer