Vemodig og intens fortælling om kultur og mennesker.
I Tórshavn, langt fra resten af verden, møder vi seks drenge på den katolske privatskole. De er alle årgang 1952, og fra fortællingens første side bliver deres skæbne afsløret. Alle dør i en ung alder på nær én. Den første af de seks dør allerede som 11-årig af meningitis, og den sidste dør, da han er i fyrrerne, af en hemmelig og forbudt sygdom – AIDS.
Vi følger de seks drenge igennem fire årtier, hvor de oplever sorg, skuffelse og en slags kærlighed, der rørt sammen med grundpillerne Familie og Religion støber fundamentet til deres tilværelse. De længes, leder og roder rundt hver for sig. Det færøske samfund med dobbeltmoral og intolerance rokker sig ikke.
De seks menneskeskæbner væves ind og ud af hinanden og giver tilsammen et foruroligende og vemodigt tidsbillede af Færøerne som uelastisk og unuanceret. Men så alligevel. Romanens mennesker har masser af nuancer. De er levende og rumsterer helt ud i hjørnerne, mens man er i historien hos dem, men især efter at man har lagt bogen fra sig. De smukke glansbilleder, som de samlede på som børn, var flade og endimensionelle. Det er livet aldrig.
"Glansbilledsamlerne" er en intelligent, ærlig og bevægende fortælling fuld af kulturelle og menneskelige gråtoner. Ærligheden er direkte, men alligevel nøgternt skildrende, hvilket gør, at det er svært at ryste Færøerne af sig bagefter. Man føler sig ensom sammen med personerne, som giver en stærk og sjælden intens læseoplevelse.
Forfatteren Jóanes Nielsen skriver smukt og overbevisende Færøerne helt ind i bevidstheden på sin læser, på samme måde som mesteren Heinesen også formåede, og fortjener bestemt Nordisk Råds Litteraturpris, som han flere gange allerede har været indstillet til.
Kommentarer