Gå til grunde

Et kærkomment forsøg på – med blandet succes - at skrive om en oplevelse, der kan være dybt traumatiserende for et par.

Romanen går til projektet fra en anderledes, men ikke mindre gyldig synsvinkel, end man har set før: En faders oplevelse af uønsket barnløshed og fejlslagen fertilitetsbehandling. Man får historien fortalt i fragmenter af kortprosa og afrevne linjer, og der, hvor den for alvor lykkes, kan den virkelig mærkes.

Desværre kan den langt fra mærkes hele tiden. Det skyldes blandet andet, at romanen også omfatter en tyndt skåret science-fiction fortælling om nogle sorte prismeformede stjernestøvsugere, der står rundt omkring og samler tegneserie-stjerner op fra universet for at sende dem og deres lys ud over byen. Ikke som et separat spor, men som en del af fortællingen om parrets kamp med biologien og psyken.

Sådan nogle stjernestøvsugende monolitter ville måske have været flotte at se på og undre sig over i en tegneserie af Hermann, men i den konkrete sammenhæng blegner de sorte prismer til malplacerede grå kilometersten. Dels fordi man aldrig føler deres konsekvens for fortællingen, dels fordi de står overfor noget så ægte voldsomt og monolitisk i et forhold som dønningerne fra mislykkede forsøg på at blive gravide. I stedet virker prismerne som et forsøg på at hive et unødvendigt stilistisk virkemiddel ind i en sammenhæng, der ikke har brug for det.

Boysen skriver ofte med den slags fantastiske elementer, men i hans tidligere digtsamlinger, er de anvendt mere vedkommende og litterært stærkere end i denne roman. Her savner stoffet dem ikke, for her ligger det fantastiske allerede indlejret i forsøget på at gribe biologiens mysterier i prosa.

'Gå til grunde' er for mig at se bedst, når den er helt nær. Men så er den til gengæld også både heftig og skrøbelig på samme tid. Se for eksempel linjer som: ”hendes håb er fysisk, hun gennemlever alt, mens han er tilskuer.”

Eller:

”(...)en sø har samlet sig i livmoderen. Her går sorgen i bad.”

Linjer som disse er i kontakt med bogens mest interessante nerve; den som er spændt ud mellem det barnløse par. Desværre står den slags fragmenter og vugger som bøjer i et hav af andre billeder, der er mere forvirrende og fremmedgørende, end de er stærke:

”De bestiger en gammel havbund, en særlig luft op over alt andet, hvis de bliver stående millioner af år, vil man finde dem som fossiler, mellem dem en elektrisk drøm, der på det tidspunkt vil være blevet til rav”

Det lyder måske godt med rav og det lange tidsperspektiv, og man kan fornemme en idé om noget med at ville trække en association tilbage til ursuppen og til alt det, der er uddødt i mellemtiden, men konstruktionen virker ufærdig og fortænkt, og effekten af koblingen udebliver derfor for denne læser.

Den slags kvalitetsmæssige udsving gør bogen til en blandet læseoplevelse, men da den er pletvist endog meget vedkommende og samtidigt den eneste af sin slags hidtil, kunne man godt forestille sig, at den blot ved at eksistere kan sætte gang i en vigtig samtale. Og det skal den roses for.