Funkelgnister – rim, råb og remser af Birgitte Krogsbøll og Kamilla Wichmann

Både børn og voksne – og måske især sammen – kan læse sig glade i denne samling af børnerim, hvor teksten og de fine illustrationer smager af såvel tradition som nytænkning.

Birgitte Krogsbøll beskrives på Forfatterweb som en digter, der i sine underfundige tekster iagttager, overvejer og organiserer verden på ny. Hendes poesi er kendetegnet ved en legesyg humor samt eftertænksomme og surrealistiske registreringer, ligesom hendes digte næres af et opfindsomt ordforråd.

Denne karakteristik begrundes af hendes hidtidige udgivelser af digtsamlinger, men må siges i høj grad stadig at være gældende for hendes første samling af børnerim, der da også har fået en blåstempling i form af indstilling til Politikens Litteraturpris 2016 sammen med fire ”rigtige” digtsamlinger – dvs. for voksne.  Det er godt set, og der er da heller ingen tvivl om, at Krogsbølls bog med sin placering i folkebibliotekernes billedbogskrybber vil nå en langt videre udbredelse end de øvrige titler.

Bogen forholder sig tydeligt til en tradition. Der er genklang af trygge barndomsminder om Halfdan Rasmussen i fryden over, hvordan opdagelsen af verden spejles i sproget og betydningen:

”læste ned og oppe

rå og då og loppe

læste græs og himmel

læste verden svimmel”

Som nævnt er forfatteren sprogligt legesyg; hun går på opdagelse i sjove bogstav- og lydsammensætninger: ”grønnegræsset”, ”månemakroner”, ”snottesvag” – jo, hun har styr på allitterationerne og metrikken.

Også barndomslandets nonsensvers og tælleremser giver ekko i bogen:

”knitte vitte knapseguld

alge malge hapsemuld

vil du lege, Rullefeje?

skal vi løbe, Trullemøbe?

lad os vande, Gaflekande!

go idé, Jordbærske!”

På tilsvarende måde forholder bogens fine illustrationer sig fornyende til en velkendt tradition. Fx fik tegningen af ovennævnte ’gaflekande’ mig straks til at tænke på Arne Ungermanns omslag til Edward Lears nonsensfortælling ’Historien om fire børn, en missekat og en kvanki-vanki’. Omslagets stablede figurer mindede mig om ’Stadsmusikanterne fra Bremen’. Det kan være en tilfældighed, men jeg tror det næppe.

Det er på mange måder en bog, der slår bro mellem børne- og voksenverdenen, der optræder både gammeldags vendinger og nymodens begreber som Facebook, og de finurlige tegninger gemmer på masser af detaljer, man kan snakke om.

Nu kan jeg godt høre, det lyder meget pænt og velfriseret alt sammen, men det er på ingen måde tilfældet. Der er masser af fis (også i bogstavelig forstand) og ballade, oprør og uartige børn i bogen, der sprudler af overskud og opfindsomhed. Kort sagt: en herlig bog for små og store!

Oprindeligt skrevet af Mie Henriksen, Litteratursiden.