Anmeldelse
Fruen : en datters historie om kærlighed og frihed Malene Lei Raben
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Malene Lei Raben fortæller kærligt og brutalt om forholdet til sin amazone af en mor og maner ”mor er den bedste i verden” i jorden en gang og for alle.
”Jeg gider ikke forherlige 1970’erne og tegne et rosenrødt billede af de fede tider. Det var de ved gud ikke”. Sådan sagde den debuterende forfatter Malene Lei Raben til Berlingske for nyligt. Og nu efter jeg har læst ’Fruen’, kan jeg kun bekræfte, at det gør hun så sandelig heller ikke. Der pyntes ikke på noget og tak for det! For er det ikke netop det, vi har litteraturen til; at skildre det lyse og det mørke, der hvor alle vi andre hverken kan eller tør?
Malene Lei Raben skriver om en barndom og ungdom i 70’erne, 80’erne og 90’erne uden at karikere, helt uden filter, troværdigt og (måske) ærligt. Os, der kender den tid, genkender rigtig meget.
MLR bliver født i 1969, samme år som hendes forældre bliver skilt. Skilsmissen er hadefuld og trækker mørke understrømme af dysfunktion og drama. Samtidig med at moderen Birgit bestrider det ene højtprofilerede job efter det andet som jurist, får de to døtre, som primært bor hos mor, lov til at passe sig selv. 70’erne bliver en utryg tid at vokse op i, børnene bliver små voksne, der på den ene side har enorm frihed, men også et kolossalt ansvar.
Det vi i dag ville karakterisere som overgreb og grænseoverskridende adfærd praktiseres med største selvfølgelighed. At faderen og hans nye hustru kopulerer i fuld offentlighed i en grøftekant, mens børnene og de forbi passerende ser på, er bare en form for selvrealisering, at hoppe rundt på villavejen i gummistøvler med klokkeværket dinglende ligeså. Det at gøre det private offentligt trumfer altid hensynet til børnene, der er ved at dø af skam. At efterlade sit 13-årige barn alene i måneder, fordi man er på arbejde i udlandet, er noget, der aldrig er til diskussion. Og sådan kan man blive ved.
I MLRs barndom er alt tilladt, men friheden afføder utryghed og kaos i et ufærdigt sind. For bag alle udskejelserne og de venstreorienterede frihedsdrømme er der en mor, der alligevel altid vil have det sidste ord, og som den mest infame manipulator sætter hun børnene op mod hinanden og fortsætter senere i livet sin adfærd med børnebørnene.
Men det er svært, for Malenes mor Birgit er knalddygtig på sit arbejde, hun har en arbejdsdisciplin ud over det sædvanlige, hun bestrider stillinger, der kun har været forbeholdt mænd, begavet, sjov, smuk, charmerende, vellidt, men hjemme er hun en narcissist og tyran af værste skuffe. Men Malene elsker og beundrer hende, og hun er jo også en del af hende og minder måske om hende?
De sidste år er moderen alvorligt syg, og her bruger hun naturligvis sygdommene til at kontrollere datteren, der kronisk har dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse. Først år efter moderens død, går det op for Malene, at hun er ved at kopiere moderen liv. 50 timers arbejdsuge, stress, rejser og ikke den tid til mand, børn og venner, som hun gerne vil. I 2017 siger hun sit topjob som direktør og mediejurist op og skriver denne bog.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Malene Lei Raben fortæller kærligt og brutalt om forholdet til sin amazone af en mor og maner ”mor er den bedste i verden” i jorden en gang og for alle.
”Jeg gider ikke forherlige 1970’erne og tegne et rosenrødt billede af de fede tider. Det var de ved gud ikke”. Sådan sagde den debuterende forfatter Malene Lei Raben til Berlingske for nyligt. Og nu efter jeg har læst ’Fruen’, kan jeg kun bekræfte, at det gør hun så sandelig heller ikke. Der pyntes ikke på noget og tak for det! For er det ikke netop det, vi har litteraturen til; at skildre det lyse og det mørke, der hvor alle vi andre hverken kan eller tør?
Malene Lei Raben skriver om en barndom og ungdom i 70’erne, 80’erne og 90’erne uden at karikere, helt uden filter, troværdigt og (måske) ærligt. Os, der kender den tid, genkender rigtig meget.
MLR bliver født i 1969, samme år som hendes forældre bliver skilt. Skilsmissen er hadefuld og trækker mørke understrømme af dysfunktion og drama. Samtidig med at moderen Birgit bestrider det ene højtprofilerede job efter det andet som jurist, får de to døtre, som primært bor hos mor, lov til at passe sig selv. 70’erne bliver en utryg tid at vokse op i, børnene bliver små voksne, der på den ene side har enorm frihed, men også et kolossalt ansvar.
Det vi i dag ville karakterisere som overgreb og grænseoverskridende adfærd praktiseres med største selvfølgelighed. At faderen og hans nye hustru kopulerer i fuld offentlighed i en grøftekant, mens børnene og de forbi passerende ser på, er bare en form for selvrealisering, at hoppe rundt på villavejen i gummistøvler med klokkeværket dinglende ligeså. Det at gøre det private offentligt trumfer altid hensynet til børnene, der er ved at dø af skam. At efterlade sit 13-årige barn alene i måneder, fordi man er på arbejde i udlandet, er noget, der aldrig er til diskussion. Og sådan kan man blive ved.
I MLRs barndom er alt tilladt, men friheden afføder utryghed og kaos i et ufærdigt sind. For bag alle udskejelserne og de venstreorienterede frihedsdrømme er der en mor, der alligevel altid vil have det sidste ord, og som den mest infame manipulator sætter hun børnene op mod hinanden og fortsætter senere i livet sin adfærd med børnebørnene.
Men det er svært, for Malenes mor Birgit er knalddygtig på sit arbejde, hun har en arbejdsdisciplin ud over det sædvanlige, hun bestrider stillinger, der kun har været forbeholdt mænd, begavet, sjov, smuk, charmerende, vellidt, men hjemme er hun en narcissist og tyran af værste skuffe. Men Malene elsker og beundrer hende, og hun er jo også en del af hende og minder måske om hende?
De sidste år er moderen alvorligt syg, og her bruger hun naturligvis sygdommene til at kontrollere datteren, der kronisk har dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse. Først år efter moderens død, går det op for Malene, at hun er ved at kopiere moderen liv. 50 timers arbejdsuge, stress, rejser og ikke den tid til mand, børn og venner, som hun gerne vil. I 2017 siger hun sit topjob som direktør og mediejurist op og skriver denne bog.
Kommentarer