Afslutningen på trilogien om de sælsomme børn er et bekendtskab værd, trods bump undervejs. Det er en sælsom serie, hvis lige ikke er set før.
Ord som særpræget, anderledes og obskur kendetegner trilogien om Frøken Peregrines sælsomme børn skrevet af fotosamleren Ransom Riggs. Serien om de tidsrejsende børn på flugt fra onde skabninger, der planlægger at overtage verdensherredømmet, er intet mindre end en bedrift. Det er så speciel en historie, at man tydeligt fornemmer, at det indimellem har været en stor opgave at få den nedfældet på papir. Trods bumpene undervejs bør man ikke give op, men hænge fast, for belønningen venter til sidst.
Jacob og hans sælsomme venner støder ind i nye problemer i redningsaktionen på Miss Peregrine. Med hollower og geister lige i hælene har de intet andet valg end at følge en ledetråd lige lukt ind i helvede til Djævelens ager, et sted for udstødte og fortabte sjæle akkurat som Dantes Inferno. Her bliver de udsat for flere prøvelser og møder bedrag i alle dens afskygninger.
Trilogien om Frøken Peregrines sælsomme børn er bygget op omkring en samling af mærkværdige gamle sort-hvide fotos, som har en foruroligende virkning og samtidig pirrer nysgerrigheden. I seriens to første bind var det genialt og tankevækkende, men efter tre bøger med samme koncept siver luften langsomt ud af ballonen. Glimtvis virker historien udtrukket og berammet på at skulle passe rundt om netop de billeder, der var sære nok til at være med i handlingen. Ulempen er at overraskelseseffekten og de overnaturlige elementer mister betydningen og siver ud af handlingen bid for bid.
Til alt held er det kun sporadiske udfald og Riggs bevarer skruen i vandet lige til det sidste og efterlader et samlet indtryk af en forunderlig serie, hvis lige ikke er set før.
Kommentarer