Anmeldelse
Frankenstein af Mary Shelley
Mange har set Frankenstein-film med det gruopvækkende monster og dets skrækkelige gerninger. Færre har læst bogen om Frankenstein – og det er på mange måder en ganske anden historie.
I den er der ikke bare gys og skræk, men også medynk, kærlighed og afmagt. Vi ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, og alligevel giver vi os hen i historien.
I en kedsom sommer i 1816 opholdt Mary Shelley sig i Schweiz sammen med digterne Shelley og Byron. De underholdt sig med spøgelseshistorier og besluttede som en sommerspøg at skrive hver sin spøgelseshistorie. Kun Marys blev færdig, og hun skabte Frankenstein og hans monster – og blev dermed stammoder til gyser- og sf-romanen. Vi får et opgør med de indre og ydre dæmoner.
Frankenstein er en ung, veluddannet mand af god familie. Han bliver grebet af de nye videnskabelige teorier (Darwin var på tapetet), og han sætter sig for at skabe et menneskelignende væsen. Det lykkes. Det der ikke lykkes er hans kontrol over dette væsen.
For det navnløse væsen stikker af og oplever på sin færd kun afsky og vrede. Han iagttager mennesker og lærer på den måde at tale og ræsonnere og udvikle følelser. Han ønsker brændende at blive accepteret og holdt af. Hvem gør ikke det? Han bønfalder Frankenstein om at skabe en partner til ham, men Frankenstein afslår fuld af gru, for hvad kan det ikke udvikle sig til – en verden befolket af monstre.
I stedet må Frankenstein forfølge og uskadeliggøre sit selvskabte uhyre, før det i sin afmagt og hævntørst får udslettet alle dem, Frankenstein elsker.
Monsteret vil gerne være godt – vil gerne elskes, men vækker kun afsky og frygt. Det gør ham hadefuld og ond, og man forstår hans lidelser. Frankenstein er til gengæld den følelseskolde og hævngerrige person, som ikke viser nogen form for forståelse eller ansvar for sin skabelse.
Så Frankenstein er måske det egentlige monster i historien – blot iklædt videnskabens, lovens og egoismens kappe?
Mange har set Frankenstein-film med det gruopvækkende monster og dets skrækkelige gerninger. Færre har læst bogen om Frankenstein – og det er på mange måder en ganske anden historie.
I den er der ikke bare gys og skræk, men også medynk, kærlighed og afmagt. Vi ved godt, at det ikke kan lade sig gøre, og alligevel giver vi os hen i historien.
I en kedsom sommer i 1816 opholdt Mary Shelley sig i Schweiz sammen med digterne Shelley og Byron. De underholdt sig med spøgelseshistorier og besluttede som en sommerspøg at skrive hver sin spøgelseshistorie. Kun Marys blev færdig, og hun skabte Frankenstein og hans monster – og blev dermed stammoder til gyser- og sf-romanen. Vi får et opgør med de indre og ydre dæmoner.
Frankenstein er en ung, veluddannet mand af god familie. Han bliver grebet af de nye videnskabelige teorier (Darwin var på tapetet), og han sætter sig for at skabe et menneskelignende væsen. Det lykkes. Det der ikke lykkes er hans kontrol over dette væsen.
For det navnløse væsen stikker af og oplever på sin færd kun afsky og vrede. Han iagttager mennesker og lærer på den måde at tale og ræsonnere og udvikle følelser. Han ønsker brændende at blive accepteret og holdt af. Hvem gør ikke det? Han bønfalder Frankenstein om at skabe en partner til ham, men Frankenstein afslår fuld af gru, for hvad kan det ikke udvikle sig til – en verden befolket af monstre.
I stedet må Frankenstein forfølge og uskadeliggøre sit selvskabte uhyre, før det i sin afmagt og hævntørst får udslettet alle dem, Frankenstein elsker.
Monsteret vil gerne være godt – vil gerne elskes, men vækker kun afsky og frygt. Det gør ham hadefuld og ond, og man forstår hans lidelser. Frankenstein er til gengæld den følelseskolde og hævngerrige person, som ikke viser nogen form for forståelse eller ansvar for sin skabelse.
Så Frankenstein er måske det egentlige monster i historien – blot iklædt videnskabens, lovens og egoismens kappe?
Kommentarer