Anmeldelse
Fra vulkanens mund af Helena von Zweigbergk
- Log ind for at skrive kommentarer
Et ulmende og giftigt ægteskabsdrama udspillet over seks dage på en ferie på Sicilien er omdrejningspunktet i denne socialrealistiske roman om svigt og kærlighed.
”Den 73 graders vinkel er den fysiske tilstand mellem stigning og fald. Man kan ikke afgøre, om det er det ene eller andet. Om man er på vej op eller ned”. Sådan oplever Anna sit forhold til ægtemanden Mats. Efter års ægteskab slider de på hinanden og med børnene som magtesløse tilskuere. I et forsøg på at redde stumperne tager de på ferie til Sicilien, men ”allerede inde i afgangshallen går det skævt for Mats og mig”. Dette er blot starten på en lang uge, hvor parret skrider mere og mere ud mod afgrunden og med forholdets og romanens klimaks under en udflugt til Fru Etna (vulkanen).
Romanen er inddelt i feriens seks dage, og synsvinklen er Annas, så alt mærkes og føles gennem hendes øjne og tanker – noget der gør romanens til en særlig læseoplevelse. På trods af at romanen er lidt for gavmildt garneret med symboler og en smule langtrukken, så er det Annas tanker, der gør romanen realistisk, genkendelig og vedkommende. Anna skriver til hverdag tekst til bøger om ”det gode liv” – noget der står i skærende sarkastisk kontrast til den virkelighed, parret selv bevæger sig i. Under ferien træder Anne ind på forbudt land, idet hun begynder en udveksling af seksuelle sms’er med en næsten fremmed mand hjemmefra.
Romanens kerne er de fortolkningslag, som vi lægger ned over hinandens udtalelser og hensigter, i det usagte spændingsfelt. Det er de situationer, hvor man anstrenger sig for at lyde neutral, så det ikke misforstås af den anden part: ”Jeg anstrenger mig for at finde det rette tonefald. Den måde, man taler på, når ordene ikke svier og bider, kommer med topspin eller noget andet underligt. Jeg prøver at efterligne den måde, man normalt taler på”.
Romanen finder sin fremdrift i den bristefærdige spænding mellem hovedpersonerne, som holder læseren i forventning til næste side. Det er hverdagsrealisme, så det basker.
Man bliver pinligt berørt, forarget og medlidende - noget der tyder på, at hvis man kan manifestere sådanne følelser gennem læsningen, ja så er den godt skruet sammen. Man behøver bestemt ikke være skilsmisseramt eller i et dårligt forhold for at kunne nikke genkendende til temaet i denne velskrevne og anbefalelsesværdige roman!
- Log ind for at skrive kommentarer
Et ulmende og giftigt ægteskabsdrama udspillet over seks dage på en ferie på Sicilien er omdrejningspunktet i denne socialrealistiske roman om svigt og kærlighed.
”Den 73 graders vinkel er den fysiske tilstand mellem stigning og fald. Man kan ikke afgøre, om det er det ene eller andet. Om man er på vej op eller ned”. Sådan oplever Anna sit forhold til ægtemanden Mats. Efter års ægteskab slider de på hinanden og med børnene som magtesløse tilskuere. I et forsøg på at redde stumperne tager de på ferie til Sicilien, men ”allerede inde i afgangshallen går det skævt for Mats og mig”. Dette er blot starten på en lang uge, hvor parret skrider mere og mere ud mod afgrunden og med forholdets og romanens klimaks under en udflugt til Fru Etna (vulkanen).
Romanen er inddelt i feriens seks dage, og synsvinklen er Annas, så alt mærkes og føles gennem hendes øjne og tanker – noget der gør romanens til en særlig læseoplevelse. På trods af at romanen er lidt for gavmildt garneret med symboler og en smule langtrukken, så er det Annas tanker, der gør romanen realistisk, genkendelig og vedkommende. Anna skriver til hverdag tekst til bøger om ”det gode liv” – noget der står i skærende sarkastisk kontrast til den virkelighed, parret selv bevæger sig i. Under ferien træder Anne ind på forbudt land, idet hun begynder en udveksling af seksuelle sms’er med en næsten fremmed mand hjemmefra.
Romanens kerne er de fortolkningslag, som vi lægger ned over hinandens udtalelser og hensigter, i det usagte spændingsfelt. Det er de situationer, hvor man anstrenger sig for at lyde neutral, så det ikke misforstås af den anden part: ”Jeg anstrenger mig for at finde det rette tonefald. Den måde, man taler på, når ordene ikke svier og bider, kommer med topspin eller noget andet underligt. Jeg prøver at efterligne den måde, man normalt taler på”.
Romanen finder sin fremdrift i den bristefærdige spænding mellem hovedpersonerne, som holder læseren i forventning til næste side. Det er hverdagsrealisme, så det basker.
Man bliver pinligt berørt, forarget og medlidende - noget der tyder på, at hvis man kan manifestere sådanne følelser gennem læsningen, ja så er den godt skruet sammen. Man behøver bestemt ikke være skilsmisseramt eller i et dårligt forhold for at kunne nikke genkendende til temaet i denne velskrevne og anbefalelsesværdige roman!
Kommentarer