Kunstsvindel og kærlighed er ingen spøg – og specielt ikke, når de to ting kombineres. Særdeles underholdende krimi-roman med smæk for skillingen og spænding til det sidste.
Der er fart over feltet i Jens Ravns seneste roman Forestillingen om en død kvinde, der vel nærmest må betegnes som en krimi. Her er både hårdkogte, russiske gorillaer (de hedder naturligvis Boris og Stanislaw), en Lisbeth Salander-agtig ”heltinde” med et utal af talenter, en ulækker, men magtfuld alfons, en ung, forelsket mand, der vil gå meget langt (både i fysisk og i overført betydning) og naturligvis en frustreret politimand med fornemmelser, som han ikke kan få gjort til realiteter. Alt sammen komponenter, der passer som fod i hose til en kriminalhistorie.
Barbara er en ung og meget lækker (for nu at kalde en spade for en spade og så videre) kvinde fra Georgien. Hun er uddannet på Kunstakademiet i Tbilisi, og hendes store drøm handler mest om penge, mindre om kunst, men kunsten kan vise sig at blive vejen til velstand for hende. I hvert fald skyr hun ikke mange midler i sine bestræbelser på at blive rig – et sådant middel kunne meget oplagt være kunstsvindel.
Den jævnaldrende Mikkel har mistet sin kæreste i en trafikulykke, og for at få sorgen på afstand rejser han til Grønland for at foretage en farefuld færd pr. ski. Turen, der er lige ved at koste ham livet, fører ham til en ensomt beliggende hytte på Østgrønland, hvor han møder Karl, der af personlige grunde har slået sig ned der. Via denne Karl knyttes nu Mikkel og Barbara sammen, og gennem held og hårdt arbejde mødes de to efterfølgende i København. Her fra er der kun én vej, og det er frem – for fuldt tryk!
Historiens omdrejningspunkt bliver et litografi af Edvard Munch, som alle vil have fingre i. På et tidspunkt er der både en original og en kopi i spil – den første er naturligvis den eftertragtelsesværdige, men den sidste kan alligevel komme til at koste dyrt. Og måske er alle ikke drevet af begæret efter penge? Kærlighed kan vel også være værd at gøre sig til kriminel for? Det skal naturligvis ikke afsløres her, hvem litografiet ender hos, hvem der likvideres på klos hold, eller hvem der får en finger skåret af. Men sikkert og vist er det, at efter Mikkel kommer hjem fra Grønland, kommer han ikke til at kede sig. Og det gør læseren absolut heller ikke.
Jeg var virkelig godt underholdt af denne både groteske og vanvittige fortælling, som dog hverken er mere grotesk eller vanvittig end virkeligheden i det hele taget. Sproget spærrer ikke på nogen måde for fremdriften, og det gør sådant set heller ikke noget, for det er den vilde historie, man som læser kommer efter her. Så stor litteratur er her altså ikke tale om, men man er i ”godt” (alt er som bekendt relativt) selskab. En fin læseoplevelse til sommerens strandture eller hængekøje-hængning.
Kommentarer