Anmeldelse
Fordi ilden er vores af Daniel Boysen
- Log ind for at skrive kommentarer
En enkel, smuk og ikke mindst meget rørende fortælling om en bror, der elsker sin søster. Om at vokse op på trods og midt i en masse, der er så forkert.
Litteraturen er fyldt med beretninger om en barndom, der er urimelig og fyldt med voksne, der er endnu værre. Og ind i mellem er det næsten for meget. Når scenerne sættes med detaljer, smerte, vold, misbrug og misrøgt, er det næsten vanskeligt at tage det rigtigt ind simpelthen fordi, det bliver for meget. For mig bliver det som en splatterfilm på siderne, hvor ordene simpelthen ikke har et sted at sætte sig.
Men Daniel Boysen beskriver i ’Fordi ilden er vores’ en barndom, der bestemt er fyldt med alt mulig forkert. Om en søster, der bliver misbrugt, om en mor, der overhovedet ikke er til stede og om en familie, der ikke kan finde ud af at tale om tingene eller i det hele taget være en familie. Men hans sprog er så enkelt og smukt, at det for mig bliver langt mere rørende, gribende og grusomt end de tusind detaljer og billeder.
“Jeg forsøger at slå mig selv bevidstløs for at sove, jeg har det fint, min søster blev brugt forkert, hun har det fint, vi fik næsten ikke lov til at være børn, vi har det fint, vi ville ikke leve længere, vi har det fint. Når først ordene er ude, sprænger de som bomber.”
Historien fortælles ud fra et jeg og består af små korte kapitler, som springer i tid fra en barndom, som skildres på én gang med en barnlig naivitet men alligevel med den voksnes bevidsthed om, at noget var helt galt og ødelæggende. Andre kapitler er reflekterende og beskriver en ungdom på universitetet, hvor arrene fra barndommen stadig sætter sine spor. Og frem til et liv efter alt det, der var.
Stilmæssigt er romanen moderne og enkel i sit sprogbrug og sin form. De små korte kapitler og den simple sætningsopbygning gør den stilsikker og en fornøjelse af læse.
Daniel Boysens roman er hverken et glansbillede, en ‘what does not kill you makes you stronger’-tilgang til livet eller en beskrivelse af, hvor uoprettelig en forfærdelig barndom kan være. Den placerer sig midt i det hele og viser sig som en smuk og gribende beretning om at vokse fra og i det rod, man er placeret i. En fortælling der ikke maler verden hverken lyserød eller sort, men fortæller, og ikke mindst viser os læsere, på en smuk og enkel måde, hvordan livet også kan være.
“Ikke alt går i stykker. Ikke alt kan opgøres i rigtigt og forkert. Noget er bare som det er”
Oprindeligt skrevet af Karina Høyer, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
En enkel, smuk og ikke mindst meget rørende fortælling om en bror, der elsker sin søster. Om at vokse op på trods og midt i en masse, der er så forkert.
Litteraturen er fyldt med beretninger om en barndom, der er urimelig og fyldt med voksne, der er endnu værre. Og ind i mellem er det næsten for meget. Når scenerne sættes med detaljer, smerte, vold, misbrug og misrøgt, er det næsten vanskeligt at tage det rigtigt ind simpelthen fordi, det bliver for meget. For mig bliver det som en splatterfilm på siderne, hvor ordene simpelthen ikke har et sted at sætte sig.
Men Daniel Boysen beskriver i ’Fordi ilden er vores’ en barndom, der bestemt er fyldt med alt mulig forkert. Om en søster, der bliver misbrugt, om en mor, der overhovedet ikke er til stede og om en familie, der ikke kan finde ud af at tale om tingene eller i det hele taget være en familie. Men hans sprog er så enkelt og smukt, at det for mig bliver langt mere rørende, gribende og grusomt end de tusind detaljer og billeder.
“Jeg forsøger at slå mig selv bevidstløs for at sove, jeg har det fint, min søster blev brugt forkert, hun har det fint, vi fik næsten ikke lov til at være børn, vi har det fint, vi ville ikke leve længere, vi har det fint. Når først ordene er ude, sprænger de som bomber.”
Historien fortælles ud fra et jeg og består af små korte kapitler, som springer i tid fra en barndom, som skildres på én gang med en barnlig naivitet men alligevel med den voksnes bevidsthed om, at noget var helt galt og ødelæggende. Andre kapitler er reflekterende og beskriver en ungdom på universitetet, hvor arrene fra barndommen stadig sætter sine spor. Og frem til et liv efter alt det, der var.
Stilmæssigt er romanen moderne og enkel i sit sprogbrug og sin form. De små korte kapitler og den simple sætningsopbygning gør den stilsikker og en fornøjelse af læse.
Daniel Boysens roman er hverken et glansbillede, en ‘what does not kill you makes you stronger’-tilgang til livet eller en beskrivelse af, hvor uoprettelig en forfærdelig barndom kan være. Den placerer sig midt i det hele og viser sig som en smuk og gribende beretning om at vokse fra og i det rod, man er placeret i. En fortælling der ikke maler verden hverken lyserød eller sort, men fortæller, og ikke mindst viser os læsere, på en smuk og enkel måde, hvordan livet også kan være.
“Ikke alt går i stykker. Ikke alt kan opgøres i rigtigt og forkert. Noget er bare som det er”
Oprindeligt skrevet af Karina Høyer, Litteratursiden.
Kommentarer