Ursula Scavenius debuterer med mørke og dystre og samtidig smukke og poetiske fortællinger. Endnu en spændende stemme i den nye danske litteratur.
’Fjer’ er med sine tre fortællinger en rejse i tid og sted fra udkanten af Sofia i Bulgarien til et apokalyptisk oversvømmet fuglereservat og til sidst til en sorgfuld plantage i Hornbæk. Fortællingerne har hver sit persongalleri og afsluttede handling og er som sådan enkeltstående fortællinger uden den store sammenhæng. Og dog er de alligevel bundet sammen af et særligt dystert og stemningsmættet sprog, der taler til alle sanserne. Lugten af kål og indmaden af dyr siver nærmest ud mellem siderne, ligesom lyden af skingre fugleskrig og gøende hunde genlyder gennem de tre fortællinger.
I den første fortælling møder vi Alexander, der er som besat af forfattergeniet Peter Majinski. Alexander læste Majinskis bøger, da han var i isolationscelle i hærens fængsel. Efter hæren er Alexanders liv tomt, ufærdigt og koldt, som den betonruin, han flytter ind i langt væk fra alt i udkanten af Sofia. Det viser sig at Peter Majinski også bor i betonbyggeriet og Alexanders liv, drømme, minder og tanker flyder mere og mere sammen med Majinskis og hans families.
I "Luna secunda", bogens anden fortælling, flyder vandet i voldsomme mængder ud over markerne og dalen, hvor Anker og Sabina befinder sig i et fugleforskningscenter. Alle andre er flygtet, og Sabina og Anker klynger sig til hinanden, men alt går langsomt i opløsning omkring dem og for dem.
Sorg og tab er underliggende temaer i alle tre fortællinger men særligt i den sidste fortælling; "Fugleland". Fortælleren har mistet sin kone, Iris:
”Jeg husker at stuerne skreg, da jeg kom herhjem uden Iris første gang. Tomheden bød mig velkommen allerede i dørhåndtaget og i form af brevene til hende i postkassen”
Han er også langsomt ved at miste sønnen Anton, der løber hjemmefra oftere og oftere. Hver gang han kommer hjem igen, lugter han fugl og lider måske, måske ikke, af en mystisk fugleforgiftning, som giver ham feber, betændelsestilstande og en surrealistisk fremvækst af blodige fjer på ryggen. Det fantastiske og uforståelige ligger hele tiden og luer under overfladen i alle tre fortællinger, som små prikkende fjer.
Selvom ’Fjer’ er en lille og let bog at have i hånden, og at den på den måde også passer meget godt til sin titel, er der intet fjerlet over fortællingerne. De gemmer alle på mange lag og et fortættet inspirerende sprog, der gav mig lyst til at læse dem alle igen for at få endnu mere med. Ursula Scavenius’ debut er på alle måder en dragende læseoplevelse ind i et mørkt og på mange måder ubehageligt og mystisk univers, som man ikke lige kan ryste af sig med det samme.
Kommentarer