Kartoffeltyskere blev de kaldt – de indvandrere, der kom til Danmark i midten af 1700-tallet for at opdyrke den jyske hede. Befolkningen så skævt til dem. De nybyggere skal jo have alting foræret, skrev en københavnsk avis. Gerda Hauge Nielsen har skrevet kartoffeltyskernes historie, og det er blevet en spændende og læseværdig roman for historieinteresserede.
Vi følger det unge, nygifte ægtepar Elisabeth og Leonhard, som bryder op fra deres hjem nær Frankfurt am Main. Dér er kun fattigdom og dårlige fremtidsudsigter, men hverveplakater i byen lover gratis jord og skattefrihed et fjernt sted, som hedder Danmark.
Elisabeth og Leonhard drager mod nord ad mudrede hjulspor og ender – sammen med deres rejsefæller – i Fredericia. Her venter de, tiden er endeløs, rygterne svirrer, der er gået politisk forstoppelse i hele projektet. Armod og kedsomhed hærger den lille flok indvandrere, som må true med oprør, før der kommer skred i tingene. Nu bliver de fordelt på tre kolonier. De reformerte kommer til Havrdal, de lutherske til Grønhøj, mens alle de oprørske skyndsomst bliver sendt til Randbøl – og de rigtig besværlige bliver smidt ud af landet.
Det unge ægtepar kommer til Grønhøj. På høje tid, synes Elisabeth, for hun er gravid og længes efter at få et hjem. Men det får de ikke lige med det samme. Midlertidige, usle hytter, fattigdom og hårdt slid bliver vilkårene de første mange år i det nye land. Mange giver op og rejser bort fra Danmark, men Leonhard og Elisabeth bliver.
Gerda Hauge Nielsen er selv efterkommer af kartoffeltyskere. Hun er en glimrende fortæller, og man nyder at få et kapitel af Danmarkshistorien gjort levende.
Samtidig er fortællingen stadig aktuel. Det er historien om, hvordan det er at skulle bosætte sig i et fremmed land, hvor indbyggerne ser skævt til én, sproget lyder som det rene volapyk og livet henslæbes i ventetid og bureaukratiske forviklinger. Nej, det var ikke kun sliddet på Alheden, der gjorde tilværelsen hård for den første generation af kartoffeltyskere!
Kommentarer