Sproget er lavmælt, menneskene er nordmænd, der alle har følt tilværelsens meningsløshed, de føler sig sat udenfor og kæmper for at blive respekteret, men det er ikke noget, de skilter med. De drives også af ugengældt seksualitet, de er vrede, og alt står mellem linjerne.
Der er den om den gamle mand, der besøger sin søster og møder en løsladt morder på trappen. Eller novellen, hvor et ægtepar opdager et hundelig i baghaven, eller den om manden, der efter en bilulykke, på dagen for sin kones begravelse, bliver erotisk tiltrukket af sin søster. Alle sublime!
Døden spiller en central rolle i de fleste af novellerne. Den hører med, når der skal fortælles om det, der skaber de store konflikter i livet, har Kjell Askildsen sagt i et interview.
I samme interview siger han, at han ikke mener, det er kunstens opgave at opmuntre og underholde, næh, kunst skal kradse i sjælen! Hans tanke er at minimalisere de store dramaer til kammerspil. Han dyrker bevidst det almenmenneskelige, og hvis hans læsere får rodet op i de indre kamre og genkender noget af sig selv, er han nået et godt stykke.
Naturen spiller en stor rolle – det øde landskab modsvarer novellernes grundstemning af rodløshed, ensomhed, fremmedhed. Nogle steder er der reelt et nøgent stykke land, et stykke ingenting! Det er altsammen meget trist, meget pessimistisk, for personerne kan ligesom slet ikke nå hinanden, ikke ændre på deres situaton. Og alligevel – nogle af historierne bæres af en grotesk, en absurd humor, som i høj grad løfter læsningen.
Enkelt er det, enkelt gjort, enkelt at læse på og forstå! Banalt? Tilsyneladende og understøttet af en udpræget sproglig økonomi. Der står kun det mest nødvendige. Men under overfladen er livet på spil; liv, der ikke er behagelige, liv, der udmønter sig som slidsomme kampe; mennesker må både kæmpe for at skabe relationer til andre, men også for at forlige sig med sig selv.
Og Kjell Askildsen mestrer virkelig kunsten at lade en hverdagshændelse, en tilsyneladende ubetydelig detalje, en replik være afsæt for handlingen og i nogle tilfælde være så afgørende, at et menneskes skæbne kan ændres af den. Han er en sand mester i antydningens, det usagtes kunst.
Det er en forudsætning for et godt udbytte af læsningen af tekster som denne, at læseren er villig til at gå med ind i fiktionen og være med til at vurdere og tolke på personerne og deres handlinger - eller mangel på samme.
Når en tekst bliver ved med at arbejde i én, længe efter at bogen er lukket, er man ikke i tvivl: det er rigtig kunst, det her!! Sådan har jeg det med Helle Helle og med Kirsten Hammann - og sådan har jeg det nu også med Kjell Askildsen.
Han var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 1992, men fik den ikke ... men det er godt nok længe siden, jeg har læst så gode noveller!
Kommentarer