Anmeldelse
Et forjættet land
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Barack Obamas fremragende selvbiografi tager os med på en fascinerende historisk rejse i amerikansk toppolitik. Samtidig lærer vi den højtbegavede idealist endnu bedre at kende.
Man kan roligt kaste sig over den længe ventede biografi fra USA’s tidligere præsident Barack Obama. For selvom bogen er 876 sider lang, så flyver man lige igennem den. Obama er nemlig en fremragende fortæller, og hver sætning er en nydelse at læse. Raffineret brydes den faktuelle fortælling af et poetisk og sanseligt sprog, der løfter værket op til en stor og vedkommende fortælling om et menneskes dannelse og drivkraft. Samtidig bringes vi endnu tættere på det land, som han er et produkt af.
Vi følger Obamas omflakkende liv fra barndommen i Indonesien og på Hawaii til livet i Chicago og hele vejen til det Hvide Hus. Biografien, der er den første af to bind, er skrevet i hånden for, som han siger: “jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed. ”
Og måske er det netop derfor, at værket bliver så nærværende og gribende, som det gør. For som i de allerbedste selvbiografier er Obamas også skrevet ud fra en søgende præmis, der skal afdække, hvem og hvad han er. Hvilket stof er han gjort af? Hvad er hans drivkraft?
Nærværende bind fortælles kronologisk og starter med barndommen med den stærke moderfigur og slutter med et møde i Kentucky, hvor han holder møder med det SEAL-team, der udførte Abbottabad-raidet, der dræbte Osama Bin Laden. Obamas fokus er forventeligt mere politisk end personligt, men mennesket skinner alligevel stærkt igennem hele bogen. Når han skriver om sin familie, er det med så stor hjertevarme og omsorg, at man trækker på smilebåndet:
“Jeg nød at hjælpe Malia med at få trukket sit første balletkostume på, og holde hende i hånden, når vi skulle over i parken. At se lille Sasha være ved at flække af grin, når jeg nappede hende i tæerne. At høre Michelles åndedrag falde til ro, når hun lå med hovedet mod min skulder og var ved at døse hen, når vi så en gammel film.”
Selvom biografien som form lægger op til selvros, så underspiller Obama klædeligt sine mange succeser. Som for eksempel da han bliver ringet op midt om natten, og får at vide, at han tildeles Nobels Fredspris. “For hvad?”, spørger han søvndrukkent. Og Michelle, der også er blevet vækket af opkaldet, svarer lige så søvnigt: “det var da dejligt for dig, skat”, og lægger sig til at sove igen.
Men Obama beskriver også de mange konsekvenser jobbet som berømt politiker har. Det er for eksempel hjerteskærende at læse, at han ikke når hjem til sin elskede mors begravelse:
“Og jeg tænkte på min mor og min søster alene på hospitalsstuen, og at jeg ikke havde været der, fordi jeg havde så meget, jeg skulle nå. Jeg vidste, at det øjeblik aldrig ville komme igen. Jeg følte ikke kun sorg, men også stor skam.”
Og så er der alle skænderierne med Michelle, som er rasende over, at han svigter sine familiepligter, fordi han altid arbejder. Det interessante er at ægteskabsstridighederne fører til reflektion og klædelig selvkritik. Skyldes hans arbejdsiver længslen efter at fylde et udefinerbart hul indeni ud? Vil han i virkeligheden bare anerkendes af sin far, der forlod familien meget tidligt?
Biografien er tydeligt forankret i en klassisk, litterær fortælletradition, som stemmer fint overens med, at Obama altid har været en ivrig læser. Han formår gang på gang at opbygge en spændingskurve, der får os til at bide negle. Som for eksempel da han sammen Hillary Clinton prøver at tvinge Kina til at indgå en aftale. Eller i fortællingen om likvideringen af Osama bin Laden, som John le Carré ikke kunne have skrevet bedre.
Men Obamas bog er ikke fiktion. Den er et fremragende stykke historieskrivning, der bringer historiens vingesus helt tæt på. Det gør værket til en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Især fordi Obamas politiske tiltag står i skærende kontrast til den politik, der i siden blev ført af USA’s Præsident Trump. Ikke bare er Corona-pandemien eksploderet og har taget livet af næsten 300.000 amerikanere. Virksomheder er lukket og tusindvis har mistet deres arbejde. Ubevæbnede sorte mænd og kvinder dør for politiets hånd. Landet er på kanten af en borgerkrig, og demokratiet vakler mere end nogensinde.
Hvorom alting er, glæder jeg mig meget til at læse anden del af biografien. Man kan ikke få for meget historieskrivning i verdensklasse.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Barack Obamas fremragende selvbiografi tager os med på en fascinerende historisk rejse i amerikansk toppolitik. Samtidig lærer vi den højtbegavede idealist endnu bedre at kende.
Man kan roligt kaste sig over den længe ventede biografi fra USA’s tidligere præsident Barack Obama. For selvom bogen er 876 sider lang, så flyver man lige igennem den. Obama er nemlig en fremragende fortæller, og hver sætning er en nydelse at læse. Raffineret brydes den faktuelle fortælling af et poetisk og sanseligt sprog, der løfter værket op til en stor og vedkommende fortælling om et menneskes dannelse og drivkraft. Samtidig bringes vi endnu tættere på det land, som han er et produkt af.
Vi følger Obamas omflakkende liv fra barndommen i Indonesien og på Hawaii til livet i Chicago og hele vejen til det Hvide Hus. Biografien, der er den første af to bind, er skrevet i hånden for, som han siger: “jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed. ”
Og måske er det netop derfor, at værket bliver så nærværende og gribende, som det gør. For som i de allerbedste selvbiografier er Obamas også skrevet ud fra en søgende præmis, der skal afdække, hvem og hvad han er. Hvilket stof er han gjort af? Hvad er hans drivkraft?
Nærværende bind fortælles kronologisk og starter med barndommen med den stærke moderfigur og slutter med et møde i Kentucky, hvor han holder møder med det SEAL-team, der udførte Abbottabad-raidet, der dræbte Osama Bin Laden. Obamas fokus er forventeligt mere politisk end personligt, men mennesket skinner alligevel stærkt igennem hele bogen. Når han skriver om sin familie, er det med så stor hjertevarme og omsorg, at man trækker på smilebåndet:
“Jeg nød at hjælpe Malia med at få trukket sit første balletkostume på, og holde hende i hånden, når vi skulle over i parken. At se lille Sasha være ved at flække af grin, når jeg nappede hende i tæerne. At høre Michelles åndedrag falde til ro, når hun lå med hovedet mod min skulder og var ved at døse hen, når vi så en gammel film.”
Selvom biografien som form lægger op til selvros, så underspiller Obama klædeligt sine mange succeser. Som for eksempel da han bliver ringet op midt om natten, og får at vide, at han tildeles Nobels Fredspris. “For hvad?”, spørger han søvndrukkent. Og Michelle, der også er blevet vækket af opkaldet, svarer lige så søvnigt: “det var da dejligt for dig, skat”, og lægger sig til at sove igen.
Men Obama beskriver også de mange konsekvenser jobbet som berømt politiker har. Det er for eksempel hjerteskærende at læse, at han ikke når hjem til sin elskede mors begravelse:
“Og jeg tænkte på min mor og min søster alene på hospitalsstuen, og at jeg ikke havde været der, fordi jeg havde så meget, jeg skulle nå. Jeg vidste, at det øjeblik aldrig ville komme igen. Jeg følte ikke kun sorg, men også stor skam.”
Og så er der alle skænderierne med Michelle, som er rasende over, at han svigter sine familiepligter, fordi han altid arbejder. Det interessante er at ægteskabsstridighederne fører til reflektion og klædelig selvkritik. Skyldes hans arbejdsiver længslen efter at fylde et udefinerbart hul indeni ud? Vil han i virkeligheden bare anerkendes af sin far, der forlod familien meget tidligt?
Biografien er tydeligt forankret i en klassisk, litterær fortælletradition, som stemmer fint overens med, at Obama altid har været en ivrig læser. Han formår gang på gang at opbygge en spændingskurve, der får os til at bide negle. Som for eksempel da han sammen Hillary Clinton prøver at tvinge Kina til at indgå en aftale. Eller i fortællingen om likvideringen af Osama bin Laden, som John le Carré ikke kunne have skrevet bedre.
Men Obamas bog er ikke fiktion. Den er et fremragende stykke historieskrivning, der bringer historiens vingesus helt tæt på. Det gør værket til en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Især fordi Obamas politiske tiltag står i skærende kontrast til den politik, der i siden blev ført af USA’s Præsident Trump. Ikke bare er Corona-pandemien eksploderet og har taget livet af næsten 300.000 amerikanere. Virksomheder er lukket og tusindvis har mistet deres arbejde. Ubevæbnede sorte mænd og kvinder dør for politiets hånd. Landet er på kanten af en borgerkrig, og demokratiet vakler mere end nogensinde.
Hvorom alting er, glæder jeg mig meget til at læse anden del af biografien. Man kan ikke få for meget historieskrivning i verdensklasse.
Kommentarer