Det er fantastisk, så lidt skønlitteratur, der foreligger om verdens største skibskatastrofe: Flygtningeskibet Wilhelm Gustloffs forlis i Østersøen i januar 1945.
Godt 9000 mennesker gik ned med skibet i det iskolde vand. Hovedparten var kvinder, børn og gamle mennesker. Skibet blev ramt af tre torpedoer fra en sovjetisk u-båd og var efter international ret et legitimt mål, da der befandt sig tyske soldater om bord. Havde skibet udelukkende været en flygtningetransport for civile, havde torpederingen været en krigsforbrydelse.
Da den tyske forfatter Günter Grass udsendte romanen »Im Krebsgang« i 2002, blev katastrofen mere almen kendt. Fortrængningen kan undre, eftersom den endeløst beskrevne Titanic-forlis til sammenligning kostede cirka 1500 mennesker livet.
Danskeren Erik Knoth har udgivet en dokumentarisk roman om skibskatastrofen. »SOS Wilhelm Gustloff« hedder bogen, og den er mere dokumentar end roman. Bogen skildrer en tysk families kamp for at klare sig og holde sammen på trods af indre modsætninger, krig og fattigdom, som tvinger familien til at flygte vestpå om bord på Wilhelm Gustloff.
Den stramme dokumentariske form i bogen nærmer sig næsten reportage. Bogen er så fikseret på fakta, at den rent litterært bliver problematisk. Persongalleri og dialoger virker meget konstruerede, og lidt mere gennemtænkt fiktion havde hjulpet romanen godt på vej. Dertil kommer, at persongalleriet virker noget enfoldigt.
Kunstnerisk er bogen altså ikke noget at skrive hjem om. Men vil man vide mere om den store flugt fra Østpreussen og Pommern i de sidste krigsdage i 1945, har man er særlig maritim interesse for skibsforlis eller historisk interesse for Anden Verdenskrig, så er bogen såmænd ikke spild af tid. For den er så overlæsset med fakta, at man kun kan blive klogere – eller få sin viden opfrisket. Man skal være en rigtig stor forfatter for at kunne skildre historiens store begivenheder, så de går ind under huden på læseren.
Erik Knoth: SOS Wilhelm Gustlof, 405 sider (Hovedland).
Kommentarer