En tragikomisk og medrivende historie om at være immigrant og asylansøger. Romanen bygger på nogle af forfatterens egne erfaringer, da han kom til Danmark.
I 1994 er der borgerkrig i Eksjugoslavien. Miki er 17 år, bosnier og vælger at flygte illegalt til Sverige for at være sammen med sin storebror og helt, Neno. Tilfældet og den daværende danske asyllovgivning gør, at han ender i et asylcenter på Fyn. Alen Meskovic’ sprog er flydende og medrivende. Man mærker Mikis desperation og umyndiggørelse som asylansøger. En tid som han bare skal have til at gå, men også en tid hvor han griber de chancer, der tilbyder sig, samtidig med han forsøger at finde sig selv efter at være blevet gjort fredløs, bare fordi han er bosnier.
Jeg sidder tilbage med en følelse af meningsløshed efter at have læst bogen. Alen Meskovic får fortalt, hvor intetsigende en situation du ender i som flygtning. At tilværelsen bliver indskrænket til et værelse, du skal dele med andre. At du kun kan få tiden til gå med gåture i en ukendt og barsk natur. At du holder dig til dine egne landsmænd, for dem kender du, men samtidig er du usikker på, hvem du er og hvor du hører til. Romanen ender dog med et håb. Miki får endelig en plads til sig selv, så han kan få ro til at få styr fremtiden.
Bogen behandler et alvorligt emne, men forfatterens medrivende og lette tone fik mig også til at smile let. Nok er denne unge mand havnet i en ulykkelig situation, som en gang i mellem bliver værre, men han giver ikke op. Han vil have denne meningsløshed til at give mening. Denne tone gjorde, at jeg til tider glemte alvoren i historien – men måske gør den også, at historien er til at holde ud.
’Enmandstelt’ er en selvstændig fortsættelse af ’Ukulele-jam’, men du kan sagtens læse bogen uden at have læst forgængeren.
Kommentarer