Smukke debutdigte om krig og sorg er bedst, hvor billedsproget er stramt og enkelt.
Hvordan ser verden ud, når det meste mister sin betydning? Dét arbejder Christine Rosenlund med i sin debutdigtsamling ’Engang var vinduerne vores’. Betydningen forsvinder for enken, der står tilbage efter soldatens død. På den ene side som vage antydninger af krigens grusomhed, på den anden side som skildringen af den nådesløse sorg.
Digtene fungerer bedst, når billedsproget holdes stramt og enkelt, som fx her: ”det blege lys / der filtreres gennem gardinet / som en egen indsigt efter natten / at opdage / at man bare sov fra døden”. Det er sætninger, man kan læse igen og igen. Sådan er der flere eksempler i samlingen, hvor der også serveres stikpiller til medicinalindustrien: ”Sammen går de ind i medicinal-/industriens store hvide bjerg / det er ikke længere til at høre / hvor man er”.
Det er rørende at læse om krigens ofre; både de døde, de overlevende og de efterladte. En treenighed, der på mange måder har mistet rodfæstet, nogen for altid, andre for en tid. Følelserne og tilværelsen er kastet op i luften, og enken skal finde nye retninger i verden: ”jeg falder, siger hun / ned i vrimlen af sprogene / folkene, der vandrer / de før så drømte fjerne / på flugt fra krigen / nu, du ikke er her mere / skal jeg kende dem alle”.
Mange digte fungerer virkelig godt, men nogle digte fremstår pompøse og retningsløse med mange forskellige billeder i løbet af ganske få linjer som fx ”drømme om ildebrand”, ”savnets fugl” og ”tusindårig tålmodighed”, der følger hinanden i det samme digt. Et digt, der bevæger sig hen i et mindre kompleks og mere præcist sprog imod slutningen. Dér kan man mærke savnet og ensomheden. Sorgen.
’Engang var vinduerne vores’ er digte, hvor hverdagen og virkeligheden gennemsyres af krigen og dens konsekvenser. På den måde kan digtene have en bred appel til folk, der interesserer sig for eller har mærket krig. Af andre kan de nydes for deres, for det meste, fine sproglige perler.
Kommentarer