Anmeldelse
Endorfino af JG Gylling
- Log ind for at skrive kommentarer
Formynderisk fremtid. Lidt uforløst satirisk roman om et samfund præget af sundhedshysteri.
Endorfiner er et hormon som blandet andet udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?
I JG Gyllings roman ’Endorfino’ er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed påtvinges befolkningen, der alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre. Der er også regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider, hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.
Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen, såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching, tests – you name it.
For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.
’Endorfino’ er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?
Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien. Der lægges an til forskellige dramaer, tydeligst med besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører, at Lise indkaldes til en samtale. Men der følges ikke op på det. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Dermed bliver ’Endorfino’ en halvtynd affære, som, trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog, ikke rigtig formår at engagere sin læser.
- Log ind for at skrive kommentarer
Formynderisk fremtid. Lidt uforløst satirisk roman om et samfund præget af sundhedshysteri.
Endorfiner er et hormon som blandet andet udløses ved fysisk aktivitet, og som nærmest virker som et narkotikum. Populært sagt hjælper endorfiner hjernen med positiv tænkning og godt humør, ligesom de kan virke smertelindrende. Men når nu motion er så godt for os, hvorfor er der så stadig folk, der ryger, drikker, spiser for meget og rører sig for lidt?
I JG Gyllings roman ’Endorfino’ er det ikke længere det enkelte menneskes sag, hvordan man behandler sin krop. ”Sygdom er fravær af velvære, og velvære får man gennem sund livsstil” er blot et af de mange slogans folk dagligt bombarderes med i romanen. Motion og sundhed påtvinges befolkningen, der alle gennemgår jævnligt tests for at sikre, at man er i god form og hele tiden stræber efter at blive bedre. Der er også regler for, hvor mange grøntsager man skal spise om dagen; hvor meget affald man må smide ud; og firmaerne har hjemmesider, hvor medarbejderne er kategoriseret efter deres sportslige resultater.
Vi følger Lise, som bor sammen med sin mand og deres fire børn. Lise arbejder som pædagogisk konsulent i kommunen, hvor hun tester børn op til 6 år, om de lever op til institutionernes formulerede mål, mens Martin er cheføkonom i Ernærings- og Sundhedsministeriet. De er en velfungerende og tilfreds familie med dagene fyldt af aktiviteter, udover den 44 timers arbejdsuge og skolen, såsom løbetræning, svømning, kurser, coaching, tests – you name it.
For at lære folk at skønne på det gode liv de har, bliver der ind i mellem arrangeret ture til Bordingreservatet. Et reservat for bl.a. rygere, narkomaner, alkoholikere og overvægtige. Lise tager af sted med den ældste datter, Susanne, og det bliver en barsk oplevelse.
’Endorfino’ er hurtigt læst og fortalt i et enkelt, letforståeligt sprog. Jeg blev ret fanget af Gyllings formynderiske fremtidssamfund. Allerede i dag er der jo forbud mod rygning flere og flere steder, ligesom opmærksomheden øges på de overvægtige. Men hvornår kammer hjælp til selvhjælp over i overvågning, kontrol og paternalisme?
Jeg er dog desværre ikke ubetinget begejstret for Gyllings roman. Selvom setuppet er interessant, er der ikke den store fremdrift i historien. Der lægges an til forskellige dramaer, tydeligst med besøget i Bordingreservatet som gør Susanne så trist, at hun bliver hjemme fra skole, hvilket straks medfører, at Lise indkaldes til en samtale. Men der følges ikke op på det. I stedet fortsætter beskrivelsen af familiens dagligdag uden nogen ændringer. Dermed bliver ’Endorfino’ en halvtynd affære, som, trods et spændende udgangspunkt og et lettilgængeligt sprog, ikke rigtig formår at engagere sin læser.
Kommentarer