Enden på historien af Jan Guillou

Jan Guillou afslutter sin stort anlagte serie om familien Lauritzen med en medrivende historie, der er spændende som en krimi.

Jan Guillou er nået til det sidste bind af sin romanserie ’Det store århundrede’. Gennem ti bind har vi fulgt familien Lauritzen i 100 år, siden brødrene Lauritz, Oscar og Sverre fra Bergen uddannede sig til ingeniører, drog ud i verden og endte i Sverige. Vi har fulgt slægten gennem tykt og tyndt, og samtidig fået et indblik ikke bare i Sveriges, men i hele Europas historie, set med familiemedlemmernes øjne. Den aristokratiske socialist Eric Letang, der må opfattes som Jan Guillous alter ego, er bogens absolutte hovedperson i et fint samspil med slægtens medlemmer i tre generationer.

Handlingen sættes i gang, da Lauritz’ søn Harald, der har været medlem af SS og siden krigen boet i Argentina, kommer til Stockholm og tager kontakt til Eric. Han kan fortælle, at de tre brødre i sin tid opkøbte alle ejendomme i Berlin Mitte og centrum af Dresden, så familien burde stå til en klækkelig erstatning for mistet ejendom. Han beder derfor Eric, der er advokat, føre sagen mod den tyske stat. Det udvikler sig til et stort familiedrama med Erics mor Hélène som midtpunkt, fordi hans engang så søde og hårdtarbejdende mor har udviklet sig til en grisk møgkælling. Det er et lidt pudsigt kompagniskab, der udvikler sig mellem den gamle nazist Harald og socialisten Eric, men som læser accepterer man præmissen.

Mellem alle familiegenvordighederne fortæller Guillou også Sveriges historie i 1990-erne, idet han lader Eric være gift med en socialdemokratisk minister. Forfatteren lægger ikke fingrene imellem, når vi hører om fløjkrigene hos socialdemokraterne efter Oluf Palmes død, om de nye højrefløjspartier som fx Sverigedemokraterne og om de eskalerende konfrontationer mellem indvandrere og gammel-svenskere. Adskillige personer optræder ved navns nævnelse, herunder adskillige politikere og den såkaldte Lasermand, der begik flere attentater mod personer med indvandrerbaggrund.

Der er ingen tvivl om, hvor Eric Letangs og dermed også Jan Guillous sympatier ligger, og det kunne let være blevet meget firkantet, hvis ikke bogen havde været præget af så stor humor og så mange absurditeter. ’Enden på historien’ er skrevet i et flydende sprog, og man læser den uden pause, for indimellem er handlingen lige så spændingsfyldt som en krimi. Der bliver samlet fint op på handlingerne i de forudgående bind, hvis man skulle have mistet overblikket undervejs, og bogen er heldigvis forsynet med en slægtstavle. Man kunne måske læse ’Enden på historien’ som en selvstændig roman, men jeg vil nu anbefale, at man læser hele serien i sin helhed, sådan som den er tænkt. For selv om ikke alle bind har været lige medrivende, er det under alle omstændigheder imponerende værk skrevet af en meget disciplineret forfatter.

Gennem en diskussion mellem Eric og en af hans tyske venner får Jan Guillou sagt, at den nye kolde krig vil blive en krig på religion og race. Han lader således bogen slutte i Berlin 10. september 2001, altså dagen før, at historien ændrede sig for altid. ’Enden på historien’ er ikke bare enden på fortællingen om familien Lauritzen, men også enden på den gamle tids historie.