En vase i brystet af Daniel Boysen

Knusende smuk digtsamling om livet, døden, og de mellemliggende glimt af evigheder, som man kan sætte i vand i hjertets vase.

På samme måde som i det Johnny Cash-citat, der indleder bogen, er resten af den Aarhus-baserede digter og litterære iværksætter Daniel Boysens nyeste digtsamling ’En vase i brystet’ et bundsolidt poetisk ønske om at mærke lidt af livet, før dødens tomme evighed tager over.

”It should be a while/ before I see Dr. Death/ So it would sure be nice/ if I could get my breath” siger Mr. Cash, og Boysen følger op med digtet 'De dødes lys', hvori der står: “Tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”.

Døden fylder i det hele taget en del i samlingen, men den er ikke så meget en uhyggeligt lurende skygge, som den er en vemodig realitet, der er med til at give livet værdi. Digteren ved, at han en dag skal herfra, så derfor ønsker han bare at plukke så mange som muligt af livets blomster og gemme dem i sit hjertes vase.

De blomster, han samler bedst, er ensomme observationer. De står stærkt i samlingen, præsenteret som de er, sammen med en række (foto)grafiske illustrationer, der understreger hans nærmest ubesmittede sansen af den verden, han færdes i. Både tekst og billeder fungerer som en slags fænomenologiske fotografier, der blusser ensomt op på nethinden, eller danser bag et lukket øjenlåg:

”skridtene/ i skovbunden/ bladene fældet/ af sorte pletter/ fuglene/ i efterårsluften/ vipper over/ træernes toppe/ vinden/ slår om i regn/ i kulde”

Sproget er også godt afmålt. Man fryder sig som læser over den håndværksmæssige tæft, hvormed tekstlige knaster er blevet slebet væk i jagten på det rette udtryk. Det sandpapirsarbejde resulterer i, at hvert af de efterladte ord bidrager til de stille betragtninger af stemninger, som af og til vokser ud til afrundede refleksioner:

”man får fri/ på dødsdagen// til begravelsen// derefter er/ sorgen væk”

Som vasen fra titelmetaforen er hjertet både rummeligt og skrøbeligt, og til trods for det grundige sproghåndværksarbejde er man ikke i tvivl om teksternes ærlighed. Når man læser digtene, ser man for sig, hvordan pennen er blevet dyppet dybt i poetens private blæk, men – og det er her kunsten indfinder sig – resultatet er stadig et vedkommende og læseværdigt memento mori.