En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger

En udsøgt, poetisk historie om noget så sælsomt som afdækningen af navnemysteriet om to tangloppearter.

Smuk exofiktion om Benedykt Dybowski (1833-1930), der i sin egenskab af læge, naturforsker, zoologiprofessor og museumsgrundlægger for alvor blev kendt, da han i sit livsværk navngav to tangloppearter med navne, som efterfølgende blev beskyldt for at være uharmoniske og for svære at udtale. Efter klager til Det Internationale Kodeks for Zoologisk Nomenklatur blev navnene afvist.

Benedykt Dybowski mente, at jo mindre man er er, jo mere fyldigt et navn burde man have for at skabe balance. Tanglopperne i verdens dybeste sø, Bajkalsøen i Sibirien er hver især mindre end en myre. Naturforskeren, som på det tidspunkt var over 90 år, tænkte ikke på andet end tanglopper! Han skrev forskellige navne med sovs på dugen med pølsestykker, mens han var på toilettet, så der nærmest ikke var papir at tørre sig med, og selv om natten sneg navnene sig ind i søvnen. Han opdagede, at tanglopper er usædvanlige, og at de har klamretrang om foråret samt ekstremt lange navigationstentakler for at orientere sig i søens mørke. Men efter lang tids søgen, ser han en nat i stjernerne, hvor han er ved at give op, de længe søgte navne på de to tangloppearter ”Zienkowiczkytodermogammarus zienkowiczi” og ”Gammaracanthuskytodermogammarus lorivatobaicalensis”.

Kathrine Assels er ikke kendt for at skrive om det enkle og nemme, og det gør hun heller ikke i dette tilfælde. Historien er fyldt med poesi, videnskab og en entusiasme, der er ved at koste Benedykt Dybowski sit liv. Anna Magrethe Kjærgaard suger sin læser ind i sit smukke og eftertænksomme univers med intensitet og magi.