Anmeldelse
En sær musik af Mette Vedsø
- Log ind for at skrive kommentarer
En sær musik er magiske rim og digte for både børn og voksne. Et lille mesterværk af sære rim, sørgmuntre fortællinger og undringer fyldt med glæde.
I en smuk kombination af illustrationer og ord tager ’En sær musik’ læseren gennem en række almindelige følelser og livsfaser. De 20 små digte udgør et sammensurium af eftertænksomhed, alvor, melankoli og fjolleri, som bliver understøttet på fineste vis af Solveig Agerbaks illustrationer. Den store spændvidde i samlingens tematikker gør også, at man kan plukke ud, alt efter hvilket humør man er i, ligesom bogen henvender sig til en bred målgruppe.
Digtene stryger om sig med gode og underfundige formuleringer, som på mange måder sætter en kile ned midt i et kaotisk liv og indfanger forskellige elementer i samme vending. Det er en fornøjelse at læse, fordi man gentagne gange bliver forundret i løbet af sin læsning, som fx her: ”Sorg og glæde, / en cykelkæde / elskovsglød / og bolignød.” Her får rimene frit spil og associerer frit.
Det er heldigvis ikke ordgejl det hele, for der er også plads til mere eksistentielle tanker. Sorgen (eller længslen) fylder en hel del i samlingen, og de lette ordranker er med til at gøre tilstanden til noget, som man kan undres over i stedet for at svælge selvmedlidende i, som fx her: ”Morfar gik en tur og faldt mod jorden. / Dødsfald, hørte drengen. / Nej, nej, nej. / Morfar som bare var der / der hvor han kunne / grine, græde, svinge / holde ved, puste ud, holde af. // Alt det der bare var der. / Hvor var det?”
Illustrationerne er et fint tillæg til digtene, fordi de zoomer ind på en detalje i teksten. I ovenstående citat med morfaren, er det et udsnit fra et træs årringe, der er illustreret – og IKKE en morfar. Det fungerer godt sammen med teksten, at de to komplementerer hinanden, fordi illustrationen ikke fremviser det åbenlyse.
Bagsideteksten passer desuden fint ind i universet, da den fremstår som en varedeklaration, der passende skriver, at ”En sær musik bør læses højt”, ligesom at værket skal opbevares ”Ved almindelig temperatur”. Med andre ord er intet overladt til tilfældighederne, værket er en helhedsoplevelse fra ord til illustrationer til omslag til bagsidetekst. ’En sær musik’ er en perle til børn og voksne.
’En sær musik’ er et rytmisk mesterværk, som har en uendelig frihed over sig. Værkets univers er ligefrem og forsøger ikke på nogen måde at distancere sig til læseren. Gennem 20 små indhop bliver man en smule klogere på livet, og så kan man vist ikke forvente meget mere af et værk … så skulle det da lige være, at der kommer en efterfølger.

Kommentarer