En pige og en dreng af Morten Brask

Sætningerne i bogen er lige så korte og simple, som titlen. I starten irriterede jeg mig over sådan en bagatel. Korte sætninger, som manglede dybde og nærmest gjorde mig stakåndet, fik mig til at snappe efter vejret. Men efter at have læst bogen færdig, ville jeg heller ikke selv kunne have formuleret længere sætninger, hvis det havde været mine oplevelser. Sorgen og smerten ville have sat sig fast og gjort evnen til at tale eller skrive smertefuld.

Ligeledes er tiltaleformen anderledes, som om forfatteren kigger på og ikke tør vedkende sig et forhold, fordi smerten er for stor…pigen, kaffen…han står hele tiden og betragter hændelserne. På intet tidspunkt får man ret meget at vide om hovedpersonerne, faktisk ved jeg ikke engang hvad manden i bogen hedder og for mig bliver det også irrelavant.

Selv om, at det er store følelser, som bliver beskrevet, så er det ikke med den samme inderlighed, som en kvinde ville havde beskrevet. Egentligt kan det virke overfladisk, men alligevel så rammende, uden dramatik, bare ægte følelser og sorg.

En barsk, men alligevel simpel fortælling om livet, kærlighed, sorg…