Anmeldelse
En hund ved vejen af Czeslaw Milosz
- Log ind for at skrive kommentarer
Med i alt 100 korte tekststykker forsøger den polske forfatter Czeslaw Milosz ”kompromisløst og klarsynet at give stemme til det menneske, der lever i en konfliktfyldt verden”.
Ovenstående citat var blandt begrundelserne, da Milosz i 1980 fik tildelt Nobelprisen i litteratur. På trods af anerkendelsen fylder hans bøger ikke meget på hylderne i Danmark, og dette værk må nok betegnes som en nicheudgivelse. De såkaldte ”refleksioner” er tekststykker på mellem et par linjers og et par siders længde.
Hvis jeg må bruge en metafor vil jeg sige, at de enkelte tekststykker virker som puslespilsbrikker. Nogle er ensfarvede blå eller grønne og medvirker udelukkende til at fuldstændiggøre billedet, andre indeholder små finurlige detaljer som man først kan se hvad egentlig forestiller, når de kommer på plads. Dermed sagt, at udsagnene giver bedst mening, hvis man kender forfatterskabet i forvejen – eller som jeg i det mindste gør sig bekendt med mandens baggrund.
Milosz blev født i 1911 i det omskiftelige grænseland mellem Rusland, Litauen og Polen. Som søn i en adelsfamilie lærte han også engelsk og fransk, men polsk blev hans foretrukne digtersprog. Fra 1958 lever han som politisk flygtning først i Frankrig og senere i USA, og hans forfatterskab blev forbudt i Polen. Da han får Nobelprisen i 1980 samtidig med Solidaritets fremkomst får han dog oprejsning og bliver hædret i sit hjemland. Så sent som året før han dør i Krakow i 2004 udgiver han stadig bøger.
Gennem et langt liv med mange omvæltninger fastholdt Milosz, at det at skrive digte aldrig kun er en æstetisk, men altid også en moralsk handling. Han skriver om forholdet mellem digt og virkelighed: ”Sproget foldede sit fløjlsbløde net ud for at skjule det, som uden sproget ikke ville findes.”
Med en aldrende digters overbærende tilbageblik skildres såvel kunstens som kunstnerens generelle vilkår og specielt hans egne som polsk digter. Først og sidst fremstår han dog som en vis gammel mand, hvis ord har noget at sige til os alle: ”At tro, at man er vigtig og gradvist indse, at man ikke er det. Den opgave er stor nok til et helt menneskeliv.” Stillet over for dødens uafvendelige faktum må han i ydmyghed erkende, at han en dag vil være væk fra denne verden. Men hans ord lever stadig.
- Log ind for at skrive kommentarer
Med i alt 100 korte tekststykker forsøger den polske forfatter Czeslaw Milosz ”kompromisløst og klarsynet at give stemme til det menneske, der lever i en konfliktfyldt verden”.
Ovenstående citat var blandt begrundelserne, da Milosz i 1980 fik tildelt Nobelprisen i litteratur. På trods af anerkendelsen fylder hans bøger ikke meget på hylderne i Danmark, og dette værk må nok betegnes som en nicheudgivelse. De såkaldte ”refleksioner” er tekststykker på mellem et par linjers og et par siders længde.
Hvis jeg må bruge en metafor vil jeg sige, at de enkelte tekststykker virker som puslespilsbrikker. Nogle er ensfarvede blå eller grønne og medvirker udelukkende til at fuldstændiggøre billedet, andre indeholder små finurlige detaljer som man først kan se hvad egentlig forestiller, når de kommer på plads. Dermed sagt, at udsagnene giver bedst mening, hvis man kender forfatterskabet i forvejen – eller som jeg i det mindste gør sig bekendt med mandens baggrund.
Milosz blev født i 1911 i det omskiftelige grænseland mellem Rusland, Litauen og Polen. Som søn i en adelsfamilie lærte han også engelsk og fransk, men polsk blev hans foretrukne digtersprog. Fra 1958 lever han som politisk flygtning først i Frankrig og senere i USA, og hans forfatterskab blev forbudt i Polen. Da han får Nobelprisen i 1980 samtidig med Solidaritets fremkomst får han dog oprejsning og bliver hædret i sit hjemland. Så sent som året før han dør i Krakow i 2004 udgiver han stadig bøger.
Gennem et langt liv med mange omvæltninger fastholdt Milosz, at det at skrive digte aldrig kun er en æstetisk, men altid også en moralsk handling. Han skriver om forholdet mellem digt og virkelighed: ”Sproget foldede sit fløjlsbløde net ud for at skjule det, som uden sproget ikke ville findes.”
Med en aldrende digters overbærende tilbageblik skildres såvel kunstens som kunstnerens generelle vilkår og specielt hans egne som polsk digter. Først og sidst fremstår han dog som en vis gammel mand, hvis ord har noget at sige til os alle: ”At tro, at man er vigtig og gradvist indse, at man ikke er det. Den opgave er stor nok til et helt menneskeliv.” Stillet over for dødens uafvendelige faktum må han i ydmyghed erkende, at han en dag vil være væk fra denne verden. Men hans ord lever stadig.
Kommentarer