En dans med drager af George R.R. Martin

Femte bind i den stort anlagte fantasy-serie cementerer forfatterens position som et episk geni. Den ordrige og personspækkede fortælling forener på smukkeste vis de fire forrige bind.

I modsætning til det forrige bind, ’Kragernes rige’, er fokus denne gang først og fremmest – med en lang række afstikkere ganske vist til blandt andet Kongshavn – på personer og begivenheder i nord og i landene østpå. Stannis Baratheon har sejret i kampen mod vildningerne ved den store mur af is, og han indgår nu et højest overraskende partnerskab mod Jon Sne, som er blevet lordkommandant for Nattens Vogtere. Alliancen skal først og fremmest forberede sig på en endnu større trussel fra nord, hvor horder af udødelige har kurs mod muren.

I landene mod øst har Daenerys Targaryen erobret bystaten Meereen, som hun kontrollerer med hård hånd takket være de eneste tre nulevende drager i de syv kongedømmer og omegn. Hun må dog vogte sig for interne forræderier og en spirende modstandsbevægelse, og samtidig er hendes drager blevet større og endnu sværere at holde styr på. Hendes planer om at tilbageerobre Jerntronen forbliver dog intakte, og måske er uventet hjælp på vej. Dværgen Tyrion Lannister er på flugt, efter at han myrdede sin magtfulde far, og hans mål er at opsøge Daenerys. Den lange kamp om Jerntronen fortsætter således ufortrødent, og alle vegne blusser magtkampe op. Der lægges planer og begås forræderier blandt de centrale familier, og et væld af mindre betydende personer kommer også til at spille en rolle.

Den over 1000 sider lange historie bestyrker i og for sig igen Martin fantastiske evne som historiefortæller, hvor han på mesterlig vis formår at forene den rene fantasy med den gængse historiske roman, og således vil kunne finde læsere i begge lejre. Hele hans opbyggede verden og univers findes næppe mage. Hans enorme persongalleri (de sidste 50 sider i denne bog er en stor oversigt over alle personerne og familierne!) forekommer både nuanceret og vedkommende, og hans fortællestil og sprog er fuldt på højde med de bedste indenfor genren.

Så langt så godt, og i forhold til det underligt mangelfulde og halvfærdige forrige bind synes Martin igen at være tilbage på sporet.

Efter endt læsning af de mange sider sidder man dog alligevel tilbage med en underlig tom fornemmelse og en mistanke om, at forfatteren er ved at løbe sur i alle sine mange personer og intriger. Hvad vil det hele ende med, og vil han kunne samle alle trådene og de løse ender i de to resterende bind? Svaret får man nok først om et par år (forhåbentlig), men indtil da må man dog stadig holde fast i, at hele serien trods alt er og bliver et fabelagtigt godt eventyr.