Anmeldelse
Embedsmandens verden af i går
- Log ind for at skrive kommentarer
Ikke mindst i lyset af vor tids ministerskandaler, der trækker spor langt ind i embedsværket, er det interessant at læse en række forhenværende embedsmænds erindringer om en svunden tid.
Bidragyderne har været ansat vidt forskellige steder; i ministerier, kommuner, forsvaret, folkekirken og den politisk anvendte sektorforskning, og for fleres vedkommende har deres karriere ført dem vidt omkring. Der er tale om velskrevne, personlige erindringsbilleder, de fleste holdt i en uhøjtidelig tone, mens enkelte er til den lidt ”tørre” side. Det er altså ikke en egentlig forvaltningshistorisk bog, men bidragene giver alligevel et levende indtryk af flere sider af forvaltningen.
Selv om perioden er vores nære fortid, var mange forhold tidligere anderledes. Der var kontordamer, skrivemaskiner og håndsvingsregnere, mens digitale løsninger endnu var fremtidsmusik. Det var en tid med enevældige departementschefer og originaler i den offentlige forvaltning, både i positiv og negativ forstand. Det var en brydningstid, hvor ånden fra ’68 i forskellige tempi så småt begyndte at trænge ind i forvaltningen med en ændring af dresscode og omgangstone til følge. Spindoktorer var endnu ikke opfundet, selv om en af forfatterne kommer tæt på, da han konstruerer en glimrende miljøpolitisk retorik for en uerfaren miljøminister fra Kristeligt Folkeparti.
Forfatterne er en blandet flok, men alle med en akademisk baggrund. De har som nyuddannede med ildhu kastet sig over deres arbejde og fundet sig til rette i den specielle kultur, der herskede på deres forskellige arbejdspladser med deres mere eller mindre rigide hierarkier. Nogle steder var der vide rammer, som i det nyoprettede Miljøministerium, og det synes at være et gennemgående træk, at de nyuddannede blev kastet direkte ud i arbejdet uden nævneværdig introduktion. En metode, der nok kunne skille fårene fra bukkene. Vi præsenteres undervejs for en perlerække af personer med mere eller mindre aparte træk, men også for ledere, der forstod at styre deres område og motivere deres medarbejdere.
Man skal ikke lade sig narre af det uhøjtidelige præg, som i øvrigt fint understreges af Jens Hages rammende vittighedstegninger. Selv om der er tale om personlige oplevelser og ikke en forvaltningshistorisk beretning, er der også anlagt en analytisk vinkel på udviklingen. Der er for eksempel en velbegrundet kritik af den omsiggribende djøficering, som kom til at betyde en faglig tilbagegang flere steder. Det kommer ikke mindst til udtryk i Clemmesens udmærkede beretning om sin tid i forsvaret.
Nu skal man ikke tro, der er tale om mavesure, gamle mænds ensidige klyngen sig til de gode gamle dage og brokken sig over sædernes forfald. I et udmærket afsluttende kapitel samler redaktørerne op på tendenserne og gør status over udviklingen med en fremhævelse af både positive og negative træk. Man må sige, at bogen har gjort sit til på let læselig vis at trække det offentlige bureaukrati ud af anonymiteten.
- Log ind for at skrive kommentarer
Ikke mindst i lyset af vor tids ministerskandaler, der trækker spor langt ind i embedsværket, er det interessant at læse en række forhenværende embedsmænds erindringer om en svunden tid.
Bidragyderne har været ansat vidt forskellige steder; i ministerier, kommuner, forsvaret, folkekirken og den politisk anvendte sektorforskning, og for fleres vedkommende har deres karriere ført dem vidt omkring. Der er tale om velskrevne, personlige erindringsbilleder, de fleste holdt i en uhøjtidelig tone, mens enkelte er til den lidt ”tørre” side. Det er altså ikke en egentlig forvaltningshistorisk bog, men bidragene giver alligevel et levende indtryk af flere sider af forvaltningen.
Selv om perioden er vores nære fortid, var mange forhold tidligere anderledes. Der var kontordamer, skrivemaskiner og håndsvingsregnere, mens digitale løsninger endnu var fremtidsmusik. Det var en tid med enevældige departementschefer og originaler i den offentlige forvaltning, både i positiv og negativ forstand. Det var en brydningstid, hvor ånden fra ’68 i forskellige tempi så småt begyndte at trænge ind i forvaltningen med en ændring af dresscode og omgangstone til følge. Spindoktorer var endnu ikke opfundet, selv om en af forfatterne kommer tæt på, da han konstruerer en glimrende miljøpolitisk retorik for en uerfaren miljøminister fra Kristeligt Folkeparti.
Forfatterne er en blandet flok, men alle med en akademisk baggrund. De har som nyuddannede med ildhu kastet sig over deres arbejde og fundet sig til rette i den specielle kultur, der herskede på deres forskellige arbejdspladser med deres mere eller mindre rigide hierarkier. Nogle steder var der vide rammer, som i det nyoprettede Miljøministerium, og det synes at være et gennemgående træk, at de nyuddannede blev kastet direkte ud i arbejdet uden nævneværdig introduktion. En metode, der nok kunne skille fårene fra bukkene. Vi præsenteres undervejs for en perlerække af personer med mere eller mindre aparte træk, men også for ledere, der forstod at styre deres område og motivere deres medarbejdere.
Man skal ikke lade sig narre af det uhøjtidelige præg, som i øvrigt fint understreges af Jens Hages rammende vittighedstegninger. Selv om der er tale om personlige oplevelser og ikke en forvaltningshistorisk beretning, er der også anlagt en analytisk vinkel på udviklingen. Der er for eksempel en velbegrundet kritik af den omsiggribende djøficering, som kom til at betyde en faglig tilbagegang flere steder. Det kommer ikke mindst til udtryk i Clemmesens udmærkede beretning om sin tid i forsvaret.
Nu skal man ikke tro, der er tale om mavesure, gamle mænds ensidige klyngen sig til de gode gamle dage og brokken sig over sædernes forfald. I et udmærket afsluttende kapitel samler redaktørerne op på tendenserne og gør status over udviklingen med en fremhævelse af både positive og negative træk. Man må sige, at bogen har gjort sit til på let læselig vis at trække det offentlige bureaukrati ud af anonymiteten.
Kommentarer