”Man gjorde et barn fortræd” kunne være undertitlen på denne gribende og barske historie om børnemishandling, religiøst vanvid og kærligheden mellem mor og barn.
Elijah er syv år gammel. Hans mor, Deborah, og hans far kommer til England fra Nigeria for at søge lykken, men kort efter Elijahs fødsel bliver hans far kørt ned og dræbt. Deborah går i stykker af sorg, og selvom hun prøver at tage sig af Elijah i mange år, bliver hun til sidst indlagt på et psykiatrisk hospital. Siden bor Elijah hos mange fremmede familier i mange fremmede huse.
Elijah tror selv, at det er hans skyld, at hans mor er blevet syg, og at han er besat af en troldmand, der får ham til at gøre onde ting. Et andet sted i London bor ægteparret Nikki og Obi. Nikki er hvid, Obi er fra Nigeria, og de ønsker sig brændende et barn, men efter fire spontane aborter og et dødfødt barn tør de ikke prøve mere. Gennem et adoptionsprogram bliver Nikki og Obi ført sammen med Elijah, og spørgsmålet er nu, om alle deres gode intentioner og kærlighed vil få bugt med spøgelserne og troldmanden fra Elijahs fortid.
I rigtig lang tid går det fantastisk godt med Elijah, og han udvikler sig til en harmonisk og meget kærlig dreng, men så bliver Nikki totalt uventet gravid. Vil Elijah med sin baggrund af omsorgssvigt og mangel på selvtillid overhovedet kunne tackle situationen med et nyt barn?
Uden at røbe for meget må man konstatere, at man her har med en vaskeægte tåreperser at gøre, men selvom den både er sørgelig og voldsomt barsk, er den svær at lægge fra sig. Uanset hvilken type bøger, man plejer at læse, eller om man ikke læser særligt meget, bør man unde sig at give denne bog en chance. Naturligvis er det i bund og grund en grum historie om omsorgssvigt og adoption, men bogen rummer så meget mere end det. Først og fremmest er det også forfatterens skildring af det engelske sagsbehandlersystem, og med en baggrund som børnesygeplejerske ved hun i den grad, hvad hun skriver om. Dernæst indeholder romanen også en beskrivelse af forskellene på folk fra Europa og Afrika (hun er selv afrikansk gift) og endelig naturligvis også af, hvordan det er at ønske sig et barn uden at kunne få det på naturlig vis.
Historien er som sagt en af de fortællinger, som går lige i hjertet. Sproget er sine steder poetisk og nærmest lyrisk, og personskildringerne går rent ind. Man bliver kort sagt særdeles godt underholdt, og så giver indholdet også rigelig mulighed for eftertænksomhed og en dybere forståelse.
Kommentarer