Anmeldelse
Efter mørkets frembrud af Antoine Choplin
- Log ind for at skrive kommentarer
Mesterlig, lavmælt roman om at vende tilbage til et ufremkommeligt Tjernobyl, hvor forandringen er total.
’Efter mørkets frembrud’ er en roman med en helt særlig stemning. Læseren sænkes ned i et næsten uoverskueligt mørke, hvor de sproglige beskrivelser af personerne og miljøet er eminente. Antoine Choplin slår tonen an fra første sætning og beskriver uden de store armbevægelser, hvordan man kan opleve en stor sorg ved at forlade et sted, der ikke automatisk forlader en. Flere gange under læsningen sad jeg helt ude på stolekanten, fordi jeg følte mig til stede i den forbudte zone blandt selvlysende træer og plyndrede byer.
Hovedpersonen Gurij ser sig nødsaget til at tage tilbage til byen Pripjat i den forbudte zone. Han skal hente noget til sin dødsyge datter Ksenia. Derfor bliver han nødt til at vende tilbage til sin og familiens lejlighed. Dette noget, han skal hente, bliver smukt italesat og giver kuldegysninger under læsningen. Undervejs holder han ind ved en landsby for at møde nogle gamle venner, der er blevet forandrede af omstændigheder i forbindelse med ulykken. Her får læseren et realistisk indblik i, hvad konsekvenserne kan være, når atomulykken rammer.
Bogen forsøger ikke at moralisere over atomkraftens mulige masseødelæggelser, men fokuserer i stedet på en menneskelig psykologi, et landskab, kroppe og natur som forandres. Dertil kommer en form for sorg over at vide, hvad man har forladt, hvad man har mistet, og hvordan man skal finde tilbage til det. Med andre ord hvad der sker, når ens landsby pludselig bliver ’den forbudte zone’. Sprogligt læner Choplin sig op ad Ernest Hemingway, der også med meget lidt kunne beskrive rigtig meget. Det kan man for eksempel læse her:
”Det er godt to år siden, han var her sidst, og naturligvis fejer hans blik grådigt hen over landskabet. Han føler på ny en tiltrækning, som skoven altid har haft på ham, dens dufte, dens små lyde, den bløde skovbund. Han husker skovture og fodboldkampe mellem træerne.”
Romanen giver et knivskarpt indblik i en verden, der på mange måder ikke længere eksisterer. Den viser, hvordan en vedvarende ulykke, kan påvirke flere generationer. Atomulykken er med andre ord ikke enkeltstående, men fortsætter og spredes med vinden, lægger sig i støvet og sætter sig i sindet. I forlængelse af ulykken er de mesterlige psykologiske skildringer, der giver et interessant indblik i, hvad sorg og desperation kan gøre ved mennesker.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mesterlig, lavmælt roman om at vende tilbage til et ufremkommeligt Tjernobyl, hvor forandringen er total.
’Efter mørkets frembrud’ er en roman med en helt særlig stemning. Læseren sænkes ned i et næsten uoverskueligt mørke, hvor de sproglige beskrivelser af personerne og miljøet er eminente. Antoine Choplin slår tonen an fra første sætning og beskriver uden de store armbevægelser, hvordan man kan opleve en stor sorg ved at forlade et sted, der ikke automatisk forlader en. Flere gange under læsningen sad jeg helt ude på stolekanten, fordi jeg følte mig til stede i den forbudte zone blandt selvlysende træer og plyndrede byer.
Hovedpersonen Gurij ser sig nødsaget til at tage tilbage til byen Pripjat i den forbudte zone. Han skal hente noget til sin dødsyge datter Ksenia. Derfor bliver han nødt til at vende tilbage til sin og familiens lejlighed. Dette noget, han skal hente, bliver smukt italesat og giver kuldegysninger under læsningen. Undervejs holder han ind ved en landsby for at møde nogle gamle venner, der er blevet forandrede af omstændigheder i forbindelse med ulykken. Her får læseren et realistisk indblik i, hvad konsekvenserne kan være, når atomulykken rammer.
Bogen forsøger ikke at moralisere over atomkraftens mulige masseødelæggelser, men fokuserer i stedet på en menneskelig psykologi, et landskab, kroppe og natur som forandres. Dertil kommer en form for sorg over at vide, hvad man har forladt, hvad man har mistet, og hvordan man skal finde tilbage til det. Med andre ord hvad der sker, når ens landsby pludselig bliver ’den forbudte zone’. Sprogligt læner Choplin sig op ad Ernest Hemingway, der også med meget lidt kunne beskrive rigtig meget. Det kan man for eksempel læse her:
”Det er godt to år siden, han var her sidst, og naturligvis fejer hans blik grådigt hen over landskabet. Han føler på ny en tiltrækning, som skoven altid har haft på ham, dens dufte, dens små lyde, den bløde skovbund. Han husker skovture og fodboldkampe mellem træerne.”
Romanen giver et knivskarpt indblik i en verden, der på mange måder ikke længere eksisterer. Den viser, hvordan en vedvarende ulykke, kan påvirke flere generationer. Atomulykken er med andre ord ikke enkeltstående, men fortsætter og spredes med vinden, lægger sig i støvet og sætter sig i sindet. I forlængelse af ulykken er de mesterlige psykologiske skildringer, der giver et interessant indblik i, hvad sorg og desperation kan gøre ved mennesker.
Kommentarer