Anmeldelse
Dyr, sorteret efter alder af Frøydis Sollid Simonsen
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Kort lyrisk fortælling i en eksperimenterende form om liv, død og sorgen over en dement farmor.
En ung navnløs kvinde fortæller om sin farmor, der er forandret på grund af demens. Fortællingen er kortprosa med vekslen mellem små leksikalske artikler om forskellige dyr og kvindens følelser og tanker om farmoren, livet og dødens uundgåelighed. 'Dyr, sorteret efter alder' er en lille fin og lyrisk læseoplevelse, der inviterer til ro og refleksion.
De udvalgte dyr sorteret efter alder indledes med det ældste dyr, Molbø-østersen: ”Den kan måske blive 507 år, den kan måske blive 220 år, men så på den anden side – måske ikke. Måske er det bare, fordi den laver flere kalklag om året i stedet for blot ét eller to. Og hvem orker egentlig at blive så gammel, hvor orker at blive så gammel”.
I de leksikalske opslag om dyrene trænger den unge kvindelige fortællers tanker om farmoren sig på. Hun savner sin farmor, som hun var før demensen. Nu er farmoren et helt andet og til tider ondskabsfuldt menneske. På et tidspunkt brydes den leksikalske form af nogle afsnit om en traumatisk oplevelse, kvinden kom ud for, da hun blev påkørt og fik hjernerystelse. Hun gør sig også tanker om at være menneske i livet og om døden, som vi ikke kan undvige (og ønsker vi egentlig også det i længden?) og funderer over tiden og hvordan intet varer ved. Selv minderne om farmoren kan hun ikke fastholde. Alt bliver opløst.
De leksikalske opslag udgør et skelet for fortællingen; det vi kan stole på, som står til troende, mens tankerne om farmoren og refleksioner over livet viser noget anderledes skrøbeligt og foranderligt. Denne vekslen mellem på den ene side naturvidenskabelige fakta og på den anden side subjektive størrelser som minder og følelser står i kontrast til hinanden, men Frøydis Sollid Simonsen formår ukunstlet at væve disse modsætninger umærkeligt og fint sammen i en kærlighedserklæring til farmoren.
Sidste leksikale opslag er helliget en Colibakterie, der har en generationstid på 12-20 minutter i et laboratorium og 12-25 timers levetid i tarmene: ”I princippet kan kolonien vokse eksponentielt i al evighed, hvis der er adgang nok til næringsstoffer. Heldigvis holder få principper ind i evigheden, kan du forestille dig noget mere skræmmende end noget, der varer for evigt? Et evigt harmonisk englekor og en evigtsiddende diktator fremstår lige uhyggelige. Et princip, som holder, hvis ikke for evigt, så i det mindste så længe der er liv, er, at liv slutter. At leve handler om at gå til grunde”.
Om de sidste ord skal opfattes som en trøst eller en skuffende erkendelse må være op til den enkelte læser. 'Dyr [sorteret efter alder] er en lyrisk lille sag på kun 40 sider. Hurtigt læst, sent glemt.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Kort lyrisk fortælling i en eksperimenterende form om liv, død og sorgen over en dement farmor.
En ung navnløs kvinde fortæller om sin farmor, der er forandret på grund af demens. Fortællingen er kortprosa med vekslen mellem små leksikalske artikler om forskellige dyr og kvindens følelser og tanker om farmoren, livet og dødens uundgåelighed. 'Dyr, sorteret efter alder' er en lille fin og lyrisk læseoplevelse, der inviterer til ro og refleksion.
De udvalgte dyr sorteret efter alder indledes med det ældste dyr, Molbø-østersen: ”Den kan måske blive 507 år, den kan måske blive 220 år, men så på den anden side – måske ikke. Måske er det bare, fordi den laver flere kalklag om året i stedet for blot ét eller to. Og hvem orker egentlig at blive så gammel, hvor orker at blive så gammel”.
I de leksikalske opslag om dyrene trænger den unge kvindelige fortællers tanker om farmoren sig på. Hun savner sin farmor, som hun var før demensen. Nu er farmoren et helt andet og til tider ondskabsfuldt menneske. På et tidspunkt brydes den leksikalske form af nogle afsnit om en traumatisk oplevelse, kvinden kom ud for, da hun blev påkørt og fik hjernerystelse. Hun gør sig også tanker om at være menneske i livet og om døden, som vi ikke kan undvige (og ønsker vi egentlig også det i længden?) og funderer over tiden og hvordan intet varer ved. Selv minderne om farmoren kan hun ikke fastholde. Alt bliver opløst.
De leksikalske opslag udgør et skelet for fortællingen; det vi kan stole på, som står til troende, mens tankerne om farmoren og refleksioner over livet viser noget anderledes skrøbeligt og foranderligt. Denne vekslen mellem på den ene side naturvidenskabelige fakta og på den anden side subjektive størrelser som minder og følelser står i kontrast til hinanden, men Frøydis Sollid Simonsen formår ukunstlet at væve disse modsætninger umærkeligt og fint sammen i en kærlighedserklæring til farmoren.
Sidste leksikale opslag er helliget en Colibakterie, der har en generationstid på 12-20 minutter i et laboratorium og 12-25 timers levetid i tarmene: ”I princippet kan kolonien vokse eksponentielt i al evighed, hvis der er adgang nok til næringsstoffer. Heldigvis holder få principper ind i evigheden, kan du forestille dig noget mere skræmmende end noget, der varer for evigt? Et evigt harmonisk englekor og en evigtsiddende diktator fremstår lige uhyggelige. Et princip, som holder, hvis ikke for evigt, så i det mindste så længe der er liv, er, at liv slutter. At leve handler om at gå til grunde”.
Om de sidste ord skal opfattes som en trøst eller en skuffende erkendelse må være op til den enkelte læser. 'Dyr [sorteret efter alder] er en lyrisk lille sag på kun 40 sider. Hurtigt læst, sent glemt.
Kommentarer