Anmeldelse
Dværgen af Pär Lagerkvist
- Log ind for at skrive kommentarer
Foruroligende og fascinerende fortælling om et italiensk fyrstedømmes storhed og fald skildret med en dværgs urgamle og hadske blik.
Anbefalet af bibliotekar Ditte Krogh, Ballerup Bibliotek
På et ensomt tårnkammer sidder en dværg og nedfælder store og små begivenheder og betragtninger over det liv, der leves ved det italienske fyrstehof, hvor han er ansat. Optegnelserne er præget af et afgrundsdybt had og en svimlende foragt for de fleste af de mennesker, der omgiver fyrsten; den liderlige og skamløse fyrstinde og alle hendes elskere, den sarte og enfoldige fyrstedatter, de prætentiøse kunstnere, de simple tjenere…
Kun fyrsten selv og hans tapre hærfører har han den højeste agtelse for, kun for dem har han noget, der ligner kærlighed, til overs. For dværgen afskyr menneskelige dårskaber som kærlighed og svaghed for børn og dyr, føleri og sentimentalitet. Hans bedste stunder er, når krigen raser og blodet flyder friskt og rigeligt på slagmarken.
Gennem dette urgamle, kyniske og hadske blik oplever vi et fyrstedømmes storhed og fald: intriger, blodige slag, humanismens indtog og pestens hærgen.
Med ”Dværgen” har Pär Lagerkvist skrevet en dybt foruroligende, men også vildt fascinerende roman om ondskabens væsen, der kan læses på flere planer.
Umiddelbart er romanen en historisk roman, der giver et realistisk billede af livet ved et italiensk renæssancehof. Men da den er udgivet i 1944, er den almindelige tolkning, at romanen er en henvisning til nazismen, og at den ondskab, der skildres, er en skildring af nazismens inderste væsen.
Romanen kan dog også læses rent psykologisk, hvor dværgen eller ondskaben er en mere eller mindre fortrængt del af alle mennesker: ”Jeg har lagt mærke til, at jeg undertiden indgyder mennesker skræk. Men er det ikke sig selv, de bliver bange for? De tror at det er mig der skræmmer dem, men det er dværgen inden i dem, det menneskelignende væsen med abeansigtet som gør det, som stikker hovedet op af dybet i deres sjæl. De bliver bange, for de ved ikke at de har sådant et væsen inden i sig.”
Læs dette lille mesterværk i sommervarmen og få et køligt gys ved mødet med din indre dværg.
Oversat fra svensk af Per Lange efter 'Dvärgen'. Med introduktion af Søren Peter Hansen. Dansklærerforeningen, 2000. 190 s.
Lån bogen på
- Log ind for at skrive kommentarer
Foruroligende og fascinerende fortælling om et italiensk fyrstedømmes storhed og fald skildret med en dværgs urgamle og hadske blik.
Anbefalet af bibliotekar Ditte Krogh, Ballerup Bibliotek
På et ensomt tårnkammer sidder en dværg og nedfælder store og små begivenheder og betragtninger over det liv, der leves ved det italienske fyrstehof, hvor han er ansat. Optegnelserne er præget af et afgrundsdybt had og en svimlende foragt for de fleste af de mennesker, der omgiver fyrsten; den liderlige og skamløse fyrstinde og alle hendes elskere, den sarte og enfoldige fyrstedatter, de prætentiøse kunstnere, de simple tjenere…
Kun fyrsten selv og hans tapre hærfører har han den højeste agtelse for, kun for dem har han noget, der ligner kærlighed, til overs. For dværgen afskyr menneskelige dårskaber som kærlighed og svaghed for børn og dyr, føleri og sentimentalitet. Hans bedste stunder er, når krigen raser og blodet flyder friskt og rigeligt på slagmarken.
Gennem dette urgamle, kyniske og hadske blik oplever vi et fyrstedømmes storhed og fald: intriger, blodige slag, humanismens indtog og pestens hærgen.
Med ”Dværgen” har Pär Lagerkvist skrevet en dybt foruroligende, men også vildt fascinerende roman om ondskabens væsen, der kan læses på flere planer.
Umiddelbart er romanen en historisk roman, der giver et realistisk billede af livet ved et italiensk renæssancehof. Men da den er udgivet i 1944, er den almindelige tolkning, at romanen er en henvisning til nazismen, og at den ondskab, der skildres, er en skildring af nazismens inderste væsen.
Romanen kan dog også læses rent psykologisk, hvor dværgen eller ondskaben er en mere eller mindre fortrængt del af alle mennesker: ”Jeg har lagt mærke til, at jeg undertiden indgyder mennesker skræk. Men er det ikke sig selv, de bliver bange for? De tror at det er mig der skræmmer dem, men det er dværgen inden i dem, det menneskelignende væsen med abeansigtet som gør det, som stikker hovedet op af dybet i deres sjæl. De bliver bange, for de ved ikke at de har sådant et væsen inden i sig.”
Læs dette lille mesterværk i sommervarmen og få et køligt gys ved mødet med din indre dværg.
Oversat fra svensk af Per Lange efter 'Dvärgen'. Med introduktion af Søren Peter Hansen. Dansklærerforeningen, 2000. 190 s.
Lån bogen på
Kommentarer