Dukken blev væk!

Dukken der blev væk handler om vrede.
Om en kvindes vrede.
Om flere vrede kvinder.

   Romanens hovedperson er jeg-fortælleren Signora Leda, der er universitetslærer.
Hun har kæmpet for sin karriere. Og hun har kæmpet imod sin napolitanske familiebaggrund, imod ægteskabet med en naturvidenskabelig karrieremand og imod moderskabet til to døtre.

   Historien foregår i løbet af få sommeferieuger, som Leda tilbringer for sig selv på en strand.
Her iagttager hun en napolitansk storfamilie, der omfatter den lille pige Elena, som mister sin dukke. Begivenheder får hovedpersonen til at projicere sine indre skygger ud på personer omkring hende; og hun involverer sig i dramaerne.

   Værket er veldisponeret håndværk.  Beundringsværdigt.
Alle fortællestrenge er forbundne på ypperligste vis. En helhed. Med en understrøm af gådefuldhed, som ligner en arketypisk dobbeltprojektion.

   Læseren bliver ført rundt på flere planer, og det medfører spørgsmål:
Hvorfor hedder den lille pige det samme som forfatteren?
Er forfatteren en kvinde eller en mand?
(Er det Anita Raja - og/eller måske hendes napolitanske forfattermand Domenico Starnone?)
Har forfatterens køn betydning for oplevelsen af romanen?
Har bogen et budskab?

Dukken der blev væk er en læseværdig roman om, hvordan vrede kan gennemsyre kvindeliv.
Bogen slippes ikke, når den sidste side er læst!