I Carsten René Nielsens børnepoetiske debut er det legende sprog i centrum. Der, hvor digtene tør lege med det alvorlige, skiller samlingen sig ud fra mængden.
Verden er firkantet og fikseret, men 'Drømmecykler og fodboldhunde' gør med digte og et drømmende billedunivers af Mette Marcussen op med hverdagens konventioner. Det er med andre ord endnu et fantasifuldt bidrag til børnelitteraturens mangfoldige fortolkning af den verden, de små mennesker udsættes for.
Digtene er sproglige og små filosoferende lege, som fremstiller verden anderledes. Hvad sker der, når lygtepælene står under vand, og hunden skal tisse... eller en heks skal jages ud af et klædeskab? (underforstået at hunde altid tisser op ad lygtepæle og hekse bor i klædeskabe). Og hvad sker der egentlig med stjernehimlen, hvis man staver "lys" forkert (lys=lus). Det er sjovt og uskyldigt.
I de to digte 'Blomsterpigen' og 'Sæbebobler' sker der en forskydning eller en formaning om, at verden kan være foranderlig. Digtene favner identitetsspøgsmål med en fin rummelighed, og under samme tematik sættes der i samlingens to sidste digte et punktum. Det er i disse to digte, Nielsens digteriske og børnepoetiske hjerte banker hårdest og bedst. På sin egen ligefremme måde får de to digte fortalt, hvor hårdt livet kan være, hvis man ikke passer ind. I digtet 'Undervandsbilen' drukner en dreng i bilen på tur med sin familie og begraves under et kort stop, hvorefter familien kører videre.
I 'Vægtløs' trækkes svævende ballonopsvulmede fantaster og drømmere ned og punkteres i et let dystopisk hospitalsmiljø. De to digte er skrevet med samme kontravirkelige gemyt som de let legende digte, men bringer i stedet læseren ind i en mere ærlig virkelighed på helt suveræn, barnligt-undrende og fjerlet vis.
Carsten René Nielsen digter det hele ned i børnehøjde uden løftede og forklarende pegefingre. Debuten er vellykket og en læsværdig oplevelse for børn og barnlige sjæle.
Kommentarer