Et storslået værk af både vanvittig og videnskabelig karakter. Sejlende på en dræsine krydser en mand Atlanten sammen med tre aber. Det er uforlignelig og uforglemmelig læsning.
Det er og bliver mig en gåde, hvorfor svenske Carl-Henning Wijkmark (f. 1934) ikke er mere læst og – for bibliotekernes vedkommende – udlånt, end tilfældet er. Gåden er opstået hen ad vejen, efterhånden som jeg har læst de dele af hans forfatterskab, som er blevet oversat til dansk. Og efter nu at have læst ’Dræsinen’, som tilbage i 1983 gav Wijkmark det internationale gennembrud, men først nu er oversat til dansk, må jeg endnu engang forundres over, at hans bøger ikke er revet ned fra hylderne. Han er svær at sætte i bås – jeg kan blot konstatere, at det er udsøgt litteratur!
’Dræsinen’ er en stort anlagt, vanvittig og videnskabelig roman om jesuitterpræsten Moulin (på belgisk Meulen), som, i sin stræben efter videnskabelig indsigt og i sin læggen afstand til troen, i 1914 begiver sig ud på en strabadserende sejlads i selskab med tre aber. Det lykkes dem at krydse Atlanten fra Congo i Afrika til Brasilien i Sydamerika med et pitstop på øen Sankt Helena. Og deres hårdtprøvede transportmiddel er en dræsine, som altså evner at drives frem på havets overflade af såvel sejl som pumpe.
Moulins vanvittige færd er udsprunget af ønsket om at prøve at finde ”the missing link” mellem abe og menneske – som race betragtet. De tre aber, som ved første øjekast har en del tilfælles med homo sapiens, bliver genstande for hans selvbestaltede videnskabelige undersøgelser. Hvor meget kan de lære? Vil de begynde at tale? Kan de selv udtænke planer og løsninger samt forestille sig ting? Kort sagt: Hvordan opstår et menneske?
Som det også er tilfældet i andre af Wijkmarks romaner, skal man som læser være indstillet på at acceptere nogle ting, som under andre omstændigheder ville have skurret i bevidstheden. Her skal der ikke nødvendigvis søges forklaringer, begrundelser eller andre fornuftsprægede ræsonnementer. Wijkmark har så fast et greb om sin(e) historie(r), at man ganske enkelt tror på det hele og lader sig (for)føre af fortælleren, som i tilfældet ’Dræsinen’ er en nok så interessant størrelse. Man ved ikke helt, om man skal heppe på ham i hans foretagende, eller om man skal fatte antipati, og også dét faktum beriger læseoplevelsen. Hans figur er et studie værd i sig selv.
På trods af at ’Dræsinen’ i et litteraturhistorisk perspektiv jo er ganske ung, kan den med al ret sammenlignes med udødelige værker som Daniel Defoes ’Robinson Crusoe’ (1719) og ’Frankenstein’ (1818) af Mary Shelley, der også – på et vist plan – beskæftiger sig med, hvad det vil sige at være menneske, et bevidst individ.
Og her på falderebet:
Kære forlaget Møller.
Tusind tak for Wijkmark! Keep up the good work.
Kærlig hilsen en dedikeret Wijkmark-fan.
Kommentarer