Anmeldelse
Dødens gab af Peter Benchley
En dejlig strand, masser af badegæster og en stor hvid haj - Gysende fortælling om et af naturens største rovdyr.
Badebyen Amity lever af sommergæsterne. En dårlig sæson betyder, at vinteren bliver hård for hele samfundet, så da en sommergæst bliver fundet bidt ihjel af en haj, overtaler byrådet politimester Brody til IKKE at lukke stranden, for hajen er sandsynligvis allerede langt væk igen.
Men det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning, for kort efter slår hajen til igen, og denne gang bliver to mennesker dræbt, og de nationale aviser opsnapper historien, som bliver slået stort op over hele landet.
Brody lukker stranden, men hvor længe kan han forsvare det? Især når Matt Hooper fra Oceanografisk Institut taler for, at hajen er væk forlængst.
Mange kender sikkert Steven Spielbergs filmhit ”Jaws”, men færre ved måske, at den bygger på Peter Benchleys roman fra 1973. En rigtig sommergyser, som kan få enhver til at blive bange for at bade i havet.
Jeg kunne genkende meget af filmen i bogen, men den indeholder naturligvis mange flere lag. Bl.a. handler romanen meget om de store sociale forskelle, der er mellem sommergæsterne og de fastboende. Politimester Brodys hustru, Ellen, er tidligere sommergæst og er aldrig 100% faldet til på øen pga. de sociale skel. Derudover er der også puttet en historie ind om, hvorfor det er så vigtigt for borgmester Vaughan at få åbnet stranden hurtigst muligt, for der er nemlig mere på spil, end overfladen viser.
Det kan godt mærkes, at ”Dødens gab” er mere end 30 år gammel, og jeg må sige, at jeg synes, filmen bærer alderen bedre end bogen. Romanens fokus på det sociale skel mellem sommergæster og fastboende virker gammeldags på mig, og det samme gør personernes opførsel over for hinanden. Scenerne med hajen er dog ualmindelig godt beskrevet, og især slutscenen står printet på min nethinde endnu.
Så selvom ”Dødens gab” ikke er en af de bedste bøger, jeg har læst, så får man i hvert fald en grum haj-historie, som med fornøjelse kan læses en sommerdag på stranden.
En dejlig strand, masser af badegæster og en stor hvid haj - Gysende fortælling om et af naturens største rovdyr.
Badebyen Amity lever af sommergæsterne. En dårlig sæson betyder, at vinteren bliver hård for hele samfundet, så da en sommergæst bliver fundet bidt ihjel af en haj, overtaler byrådet politimester Brody til IKKE at lukke stranden, for hajen er sandsynligvis allerede langt væk igen.
Men det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning, for kort efter slår hajen til igen, og denne gang bliver to mennesker dræbt, og de nationale aviser opsnapper historien, som bliver slået stort op over hele landet.
Brody lukker stranden, men hvor længe kan han forsvare det? Især når Matt Hooper fra Oceanografisk Institut taler for, at hajen er væk forlængst.
Mange kender sikkert Steven Spielbergs filmhit ”Jaws”, men færre ved måske, at den bygger på Peter Benchleys roman fra 1973. En rigtig sommergyser, som kan få enhver til at blive bange for at bade i havet.
Jeg kunne genkende meget af filmen i bogen, men den indeholder naturligvis mange flere lag. Bl.a. handler romanen meget om de store sociale forskelle, der er mellem sommergæsterne og de fastboende. Politimester Brodys hustru, Ellen, er tidligere sommergæst og er aldrig 100% faldet til på øen pga. de sociale skel. Derudover er der også puttet en historie ind om, hvorfor det er så vigtigt for borgmester Vaughan at få åbnet stranden hurtigst muligt, for der er nemlig mere på spil, end overfladen viser.
Det kan godt mærkes, at ”Dødens gab” er mere end 30 år gammel, og jeg må sige, at jeg synes, filmen bærer alderen bedre end bogen. Romanens fokus på det sociale skel mellem sommergæster og fastboende virker gammeldags på mig, og det samme gør personernes opførsel over for hinanden. Scenerne med hajen er dog ualmindelig godt beskrevet, og især slutscenen står printet på min nethinde endnu.
Så selvom ”Dødens gab” ikke er en af de bedste bøger, jeg har læst, så får man i hvert fald en grum haj-historie, som med fornøjelse kan læses en sommerdag på stranden.
Kommentarer