Anmeldelse
Dødelighed af Christopher Hitchens
- Log ind for at skrive kommentarer
Journalist, samfundsdebattør og glødende ateist, Christopher Hitchens, får konstateret strubekræft, og nitten måneder senere er han død. Intens og barsk bog, som gør ondt at læse.
’Dødelighed’ er Hitchens’ personlige og bevægende testamente om tiden som borger i sygdomsland, et sted, han selv navngiver ”Tumorstrup”. Bogen handler om, hvordan omverdenen ændrer sig, når man bliver syg og træder ind i de døendes rige. Og om hvordan man selv ændrer sig, idet man overskrider grænsen mellem rask og syg.
Christopher Hitchens er fremfor alt kendt som ateisten over alle ateister, verdens førende religions-flagellant. Da han udgav ’Gud er ikke stor’, indskrev han sig i verdenshistorien som den glødende debattør og kritiker af religion, vi kender ham som. Hitchens hævdede, at religion var den største trussel for det 21. århundrede, og at tro måtte erstattes med viden og irrationelle følelser med fornuft, hvis religionerne ikke fortsat skulle skabe splid, undertrykkelse og krig.
Martin Krasnik skriver i forordet i bogen, at ”han sagsøgte Bush for illegal aflytning (..), han prøvede at få Kissinger dømt for krigsforbrydelser, han kaldte Reagan ”dum som en dør”, John F. Kennedy en ”livsfarlig narcissist” og Clinton en ”voldtægtsmand og løgner”. Så det undrer ikke, at han var elsket og frygtet for sin indædte kamp mod religiøse og politiske dogmer. Han var en af de mere prominente debattører under ”Muhamedkrisen”, hvor han kæmpede kampen sammen med Flemming Rose og Co. om ytringsfriheden.
Hitchens var en mand, der var intellektuel med stort I, han var usentimental, uromantisk og nøgtern. Men i sygdommen havde han (naturligvis) urealistiske forhåbninger til videnskaben, som endeligt efterlod ham desillusioneret.
’Dødelighed’ gør ondt at læse, og selvom at Hitchens er en fabelagtig polemiker, så er han også en kræftsyg og døende polemiker. Hans essayistiske betragtninger om døden og det at være døende kan læses af den modne læser, der er filosofisk anlagt eller af en som mig, der holder af intens og barsk læsning, hvor alvor og fortvivlelse er et grundvilkår, vi alle vil komme til at møde i en eller anden udstrækning. ’Dødelighed’ var en stor læseoplevelse for mig.
- Log ind for at skrive kommentarer
Journalist, samfundsdebattør og glødende ateist, Christopher Hitchens, får konstateret strubekræft, og nitten måneder senere er han død. Intens og barsk bog, som gør ondt at læse.
’Dødelighed’ er Hitchens’ personlige og bevægende testamente om tiden som borger i sygdomsland, et sted, han selv navngiver ”Tumorstrup”. Bogen handler om, hvordan omverdenen ændrer sig, når man bliver syg og træder ind i de døendes rige. Og om hvordan man selv ændrer sig, idet man overskrider grænsen mellem rask og syg.
Christopher Hitchens er fremfor alt kendt som ateisten over alle ateister, verdens førende religions-flagellant. Da han udgav ’Gud er ikke stor’, indskrev han sig i verdenshistorien som den glødende debattør og kritiker af religion, vi kender ham som. Hitchens hævdede, at religion var den største trussel for det 21. århundrede, og at tro måtte erstattes med viden og irrationelle følelser med fornuft, hvis religionerne ikke fortsat skulle skabe splid, undertrykkelse og krig.
Martin Krasnik skriver i forordet i bogen, at ”han sagsøgte Bush for illegal aflytning (..), han prøvede at få Kissinger dømt for krigsforbrydelser, han kaldte Reagan ”dum som en dør”, John F. Kennedy en ”livsfarlig narcissist” og Clinton en ”voldtægtsmand og løgner”. Så det undrer ikke, at han var elsket og frygtet for sin indædte kamp mod religiøse og politiske dogmer. Han var en af de mere prominente debattører under ”Muhamedkrisen”, hvor han kæmpede kampen sammen med Flemming Rose og Co. om ytringsfriheden.
Hitchens var en mand, der var intellektuel med stort I, han var usentimental, uromantisk og nøgtern. Men i sygdommen havde han (naturligvis) urealistiske forhåbninger til videnskaben, som endeligt efterlod ham desillusioneret.
’Dødelighed’ gør ondt at læse, og selvom at Hitchens er en fabelagtig polemiker, så er han også en kræftsyg og døende polemiker. Hans essayistiske betragtninger om døden og det at være døende kan læses af den modne læser, der er filosofisk anlagt eller af en som mig, der holder af intens og barsk læsning, hvor alvor og fortvivlelse er et grundvilkår, vi alle vil komme til at møde i en eller anden udstrækning. ’Dødelighed’ var en stor læseoplevelse for mig.
Kommentarer