Menneskets mægtigste følelser kan ses fra månen, lyder det i flot og voluminøs roman. Desværre kommer poesien til at dreje ind i sig selv og implodere.
Den store, islandske forfatters nyeste roman er højtbelagt med liv og død, og vejen frem bliver at mindes. Som der står på en gravsten et sted langt ude på landet i Island: ”Erindringen om dig er lys, fraværet er mørke”. Desuden er det vigtigt at handle, især når valgene er sværest, og mange mennesker vil berøres af dem.
I den slægt, romanen især følges med, er der vidunderlige glimt i øjnene, lyssky brevudvekslinger, eksperimenterende sex og en uoverstigelig far-søn-afgrund.
Velkommen til ’Dit fravær er mørke’, hvor de store følelser bobler, og ”aftenromanen” spiller i radioen, imens bondesønner vælger at flytte for at studere på universitetet, og byboere forelsker sig i landlivet og flytter efter kærligheden. Velkommen til en tidsramme på langt over 100 år, hvor nutidssporet introducerer facebook og corona, imens fortiden melder om brevpost leveret pr. hest og serveringsbakker med blodige historier.
Stefánsson er en dygtig, ubarmhjertig sandhedsdocent, og musikken spiller under det hele. Den bliver en uundværlig følgesvend, der flot byder på alt fra Leonard Cohen over Bruce Springsteen og Nick Cave til Kanye West. En hel ”Dødens playliste” bliver det til.
Romanens fortællende ”jeg”, en digter med hukommelsestab, kommer til sig selv i en kold kirke ude på landet. Ah, en fortæller på en eksistentiel ødemark, der får til opgave at skrive de døde frem fra mørket? Hvor dejligt strabadserende!
Fortælleren kommer til at tale med kirkens eneste anden tilstedeværende, en mand med dybe furer i panden. Måske er han præst, måske ikke. Disse to – fortælleren og måske-præsten – bliver romanens styrmænd; deres samtaler om fortællingen, livet og døden handlingens stillads.
For fortælleren, der også skriver romanen frem, er det vigtigt at kigge ind til Gudrid, Peter, Pal og Haldor, og vi må ikke glemme Erik, Aldi og Gisli. Her soppes i rigtig mange menneskers liv, og der lades hånt om kronologi, for når Gisli banker på, må der være et afsnit til ham. Ligeledes med Gudrid.
Det er, må vi huske, romanens vigtigste præmis at bringe mennesker frem i lyset ved at mindes dem, men den krydsklippende opbygning kombineret med menneskemængden får efterhånden min indlevelse til at slå sig. Efter at have nydt historien om bondekonen Gudrids undersøgende natur, hendes flotte artikel om regnorme og dernæst hendes indflydelse på et velanset tidsskrift og hendes ulykkelige kærlighedshistorie, føler jeg mig dejligt mæt. Jeg er slet ikke klar til at spise med, da Eriks historie bryder ind og begynder at udfolde sig.
’Dit fravær er mørke’ er imponerende og bevægende, kræver tid og fordybelse, og mange tak til Stefánsson for invitation til at sænke farten. Men store følelser stimler sammen og forstuver efterhånden læseoplevelsen. Patos-appellen, dén til de letvakte følelser, vokser sig for voldsom og mister på paradoksal vis sin kraft, imens små registreringsgentagelser går fra i romanens begyndelse at være et fint stilistisk valg til at blive unødigt forlængende. Sideløbende bliver det komparative apparat, der sammenligner kvinders øjne med stjerner eller deres blikke med jordens undergang, mindre og mindre virkningsfuldt.
Med ’Dit fravær er mørke’ forholder det sig sådan her: I en voluminøs prosa parres himmel og helvede, liv og død, i en 576 sider lang maratondans. Langt hellere vil jeg læse Stefánssons mere komprimerede roman Stjernernes knitren. Den suger mig ind og lukker mig ud igen på det helt rigtige tidspunkt.
Kommentarer