Dette fremmede i mig af Orhan Pamuk

Pamuk tryllebinder med sin store familiekrønike, en vemodig kærlighedserklæring til Istanbul, og veksler flot mellem den nære familiehistorie og et større historisk perspektiv.

Mød Mevlut, romanens flotte og optimistiske hovedperson, der sælger yoghurt og boza – en traditionel gæret drik – i Istanbuls gader. Mevlut elsker byen, og i dens gader samler han på minder. Byen og Mevlut indgår i en smukt beskrevet symbiose, særligt i romanens slutning. Romanen er på hele 640 sider, og længden rummer en vigtig pointe. Det kan godt være, at sidste halvdel er bedst, men også som helhed er romanen et mesterværk! Ikke mindst, fordi Pamuk er eminent til at guide læseren frem og tilbage i romanen med forskellige greb. Han minder uhøjtideligt sin læser om, hvad der skete for 250 sider siden, og han griber effektfuldt frem i handlingen som den fantastiske plotskaber, han er. Desuden ruster et stamtræ i bogens begyndelse og en kronologisk begivenhedsliste romanen til at være så lang. 

Pamuks særlige evner som forfatter viser sig også i karaktertegningen af Mevlut og portrættet af Istanbul. Mevlut er en interessant, sympatisk og empatisk mand. Men han kan være uheldig. Hvordan skulle han kunne vide, at hans fætter Süleyman ville forpurre hans chancer for et liv med den smukke, unge Samiha, som Mevlut har skrevet kærlighedsbreve til i tre år? Og hvad skal han stille op med Samihas storesøster Rayiha, som han med bankende hjerte har bortført i aftenmørket i den tro, at hun var Samiha?

Søstrene Samiha, Rayiha og Vediha fylder meget i bogen – og med rette. De er lige så tindrende velbeskrevet som kvinderne i Henrik Pontoppidans Lykke-Per.

’Dette fremmede i mig’ er på mange måder en vigtig bog og en øjenåbnende, 40 år lang vandring gennem Istanbul. Istanbuls gader og gyder åbner sig med sine dufte, lyde og sit lys og mørke, imens Pamuk klogt, sjovt og kærligt fortæller om tradition, politik, kærlighed, venskaber, ære, magt og skjulte motiver.

Det, der engang var fattigmandshuse bygget op af hule mursten, afløses med tiden af højhuse ejet af magtfulde mænd. Overalt er der farverige reklamesøjler, og familier og venner ser tv i stedet for at tale sammen under aftensmaden. Mod bogens slutning er der ikke længere mange gadesælgere. De er efterhånden bare et minde ... 

Pamuk formår at veksle flot mellem den nære familiehistorie og et større, samfundsorienteret og historisk perspektiv. Imens oprørskrigene raser i områderne Duttepe og Kültepe i 70’erne, synes den unge Mevlut, at det er spændende at observere og provokere sammen med sin rebelske ven Ferat, men han nyder også at kunne trække sig tilbage til det etværelses-hus, han og hans far bor i, for at onanere og fantasere om pigerne i Istanbuls gader.

’Dette fremmede i mig’ er en vemodig kærlighedserklæring til Istanbuls livlige og komplekst sammensatte natur set gennem en fattig gadesælgers øjne og samtidig fortællingen om den helt store kærlighed oplevet i en – for mange af os – fremmed kultur.