Den svensk-iranske forfatter Golnaz Hashemzadeh Bonde har skrevet en stærk og gribende roman om eksistentielle temaer.
Nahid er vred. Vred over beskeden om, at hun om kort tid vil dø af kræft, vred på sin datter og vred på livet. Hvad stiller man op når man har fået at vide, at man skal dø? Hele sit liv har Nahid brugt på at skabe en fremtid, og nu findes der ingen. ”Ville jeg have levet mit liv anderledes, hvis jeg havde vidst det?” Følelser som vrede, tvivl, skyld, stolthed, kærlighed, glæde og livskraft på trods bliver nærværende gennem et usædvanligt sprog med korte, staccato-sætninger, der flot formidler de stærke følelser. Stærkt og gribende fortæller Nahid om sit liv som politisk flygtning i Sverige og om den håbefulde ungdomstid i Iran.
Nahid vokser op i Iran med mange søstre, en syg filosoferende far og en hårdarbejdende mor. Hun bliver optaget på medicinstudiet og forelsker sig i den karismatiske Masood, der fører hende ind i Den iranske frihedskamp i 1978. Håbet og drømmene knuses brat, og de må flygte til Sverige med deres lille datter Aram.
Sverige er et smukt og trygt land, men følelsen af fremmedhed og af at mangle sine rødder ligger som en stor smerte gennem fortællingen. Livet i Iran er ikke romantiseret. Hendes mor bliver gift som 9-årig og føder sit første barn som 12-årig. En pige, der som voksen, uddannet lærer må forberede sin undervisning om natten, når den voldelige ægtemand er faldet i søvn. Alligevel overvejer Nahid, om det var rigtigt at flygte, for alle der var i live, da de flygtede fra Iran, lever stadig.
Nahid elsker sin datter, men har svært ved forældrerollen. Forholdet mellem mor og datter er et af de centrale temaer i bogen. Det samme gælder tilværelsen som indvandrer, der giver en forståelse for ”alt det der har med smerte og tab og kamp at gøre” (…) ”som ingen i det her lorteland forstår, selv om de er så forstående”.
Golnaz Hashemzadeh Bonde er født i Iran i 1983. Hun kom til Sverige med sine forældre som barn og er nu selv mor til en datter.
Kommentarer