Forfatteren, der er journalist og menneskerettighedsforkæmper, fortæller med hovedvægt på egne erfaringer den grufulde beretning om borgerkrigen fra midten af 1990’erne og slutter med terrorangrebet og hærens storm på skolen i Beslan i september 2004.
Zulay Magazievas forældre er børn af nogle af de mange tjetjenere, der under 2. verdenskrig blev tvangsforflyttet til ørkenen i Khazakstan og først kunne vende tilbage efter Khrustjovs opgør med stalinismen.
Selv efter tilbagevendingen er tjetjenerne blevet undertrykt i deres egen region, hvad der førte til de blodige borgerkrige, hvor skiftende sejrherrer ikke gjorde noget godt for landet, der først er stabiliseret og normaliseret, efter Putin besluttede at genopbygge mod at befolkningen (dem, der var tilbage) holdt sig i ro.
Det er en uafrystelig historie om terror og tilfældig vold, der kommer helt ind på livet af Magazieva og hendes familie, kolleger og venner. Til sidst bliver hun selv politisk vakt efter alle de uhyrligheder, hun både oplever selv og ser som journalist, så hun beslutter at gå aktivt ind i organisationen Memorial, der prøver at hjælpe terrorens ofre, og det giver hende endnu mere grufuldt stof at formidle.
Det er en meget vigtig bog om et folk, der i den grad har følt sig svigtet af det internationale samfund. En bog, der med al mulig tydelighed viser både grusomhedens væsen og den menneskeforagt, Putin og hans kumpaner har udvist og sikkert stadig udviser. Som Magazieva sagde til nogle af de ventende pårørende til de gidselholdte skolebørn i Beslan var der ikke grund til at håbe, at gidseltagningen ville løses ublodigt: Putin havde hverken børn eller børnebørn på skolen!
Magazieva bor nu i Danmark og lever som dokumentalist.
Kommentarer