Anmeldelse
Det tabte land af Kiran Desai
- Log ind for at skrive kommentarer
Der er ingen hellige køer i en imponerende roman, der foregår for foden af Himalayabjergene, og med varme og sproglig respektløshed fortæller om en indisk dommer og hans barnebarn.
For foden af Himalayabjergene bor dommeren og barnebarnet, Sai, hvis forældre er omkommet ved en trafikulykke. I huset bor også kokken, som går og venter på godt nyt fra sønnen, Biju, der arbejder illegalt samen med andre indiske indvandrere på restauranter i New York og venter på opholdstilladelse.
Da den aldrende dommer får ansvaret for sit barnebarn sætter det en erindringsproces i gang: om sin opvækst, den ensomme og ydmygende studietid i London, om et ulykkeligt giftermål, men også om fremmedheden i sit arbejde, da han vendte tilbage fra England. Uroen ulmer i området, hvor nepaleserne gør oprør og forstyrrer det enkle liv på bjerget. Sai bliver forelsket i sin matematiklærer, men da han sympatiserer med oprørerne, bliver det hele pludselig kompliceret.
Personerne i romanen, der foregår i 1980’erne, er fanget på et sted og i en tid, der for længst er forbi. Kokken arbejder under forhold, hvor moderniteten (telefon og el) ofte svigter. Under dommerens uddannelse i England anlagde han koloniale synspunkter og er derfor ikke særlig agtet. Det gør romanen sørgmodig og situationen noget håbløs. Kun Sai har tilsyneladende sin sunde fornuft i behold, og den bliver der god brug for.
Indien og England er historisk tæt forbundne. Det skræmmende er at klasseforholdet fra kolonitiden også gælder i dag via uddannelser og jobs i England og er undergravende for sammenhængskraften i Indien, som dermed bliver ”det tabte land”.
Det er dette syn og den tilstand af fremmedgørelse, som den tiltagende globalisering gør langt mere udbredt i dag, der er så fremragende og enkelt skildret i en stor roman, der har samme høje kvalitet og behandler lignende temaer som Orhan Pamuk og Salman Rushdie.
Selv om det er en alvorlig roman, så er den skrevet med sympati, ironi, humor og sødme. Der er ingen hellige køer hverken i forhold til inderne eller englænderne. Alle bliver spiddet i deres forestillinger og holdninger. Sprogligt er romanen både skarp og bidende, og den indeholder en intelligent respektløshed, der både morer og skaber rum for eftertanke.
Kiran Desai modtog i 2006 den prestigefyldte Man Bookerprisen for ”Det tabte land”.
- Log ind for at skrive kommentarer
Der er ingen hellige køer i en imponerende roman, der foregår for foden af Himalayabjergene, og med varme og sproglig respektløshed fortæller om en indisk dommer og hans barnebarn.
For foden af Himalayabjergene bor dommeren og barnebarnet, Sai, hvis forældre er omkommet ved en trafikulykke. I huset bor også kokken, som går og venter på godt nyt fra sønnen, Biju, der arbejder illegalt samen med andre indiske indvandrere på restauranter i New York og venter på opholdstilladelse.
Da den aldrende dommer får ansvaret for sit barnebarn sætter det en erindringsproces i gang: om sin opvækst, den ensomme og ydmygende studietid i London, om et ulykkeligt giftermål, men også om fremmedheden i sit arbejde, da han vendte tilbage fra England. Uroen ulmer i området, hvor nepaleserne gør oprør og forstyrrer det enkle liv på bjerget. Sai bliver forelsket i sin matematiklærer, men da han sympatiserer med oprørerne, bliver det hele pludselig kompliceret.
Personerne i romanen, der foregår i 1980’erne, er fanget på et sted og i en tid, der for længst er forbi. Kokken arbejder under forhold, hvor moderniteten (telefon og el) ofte svigter. Under dommerens uddannelse i England anlagde han koloniale synspunkter og er derfor ikke særlig agtet. Det gør romanen sørgmodig og situationen noget håbløs. Kun Sai har tilsyneladende sin sunde fornuft i behold, og den bliver der god brug for.
Indien og England er historisk tæt forbundne. Det skræmmende er at klasseforholdet fra kolonitiden også gælder i dag via uddannelser og jobs i England og er undergravende for sammenhængskraften i Indien, som dermed bliver ”det tabte land”.
Det er dette syn og den tilstand af fremmedgørelse, som den tiltagende globalisering gør langt mere udbredt i dag, der er så fremragende og enkelt skildret i en stor roman, der har samme høje kvalitet og behandler lignende temaer som Orhan Pamuk og Salman Rushdie.
Selv om det er en alvorlig roman, så er den skrevet med sympati, ironi, humor og sødme. Der er ingen hellige køer hverken i forhold til inderne eller englænderne. Alle bliver spiddet i deres forestillinger og holdninger. Sprogligt er romanen både skarp og bidende, og den indeholder en intelligent respektløshed, der både morer og skaber rum for eftertanke.
Kiran Desai modtog i 2006 den prestigefyldte Man Bookerprisen for ”Det tabte land”.
Kommentarer