Det sørgende dyr af Svend Brinkmann

Brinkmanns analyser af sorgens væsen med eksempler fra filosofien, litteraturen, teateret og billedkunsten giver stof til eftertanke.

Svend Brinkmann blev verdenskendt i Danmark, da han i 2014 udgav selvhjælpsbogen Stå fast, hvor han bl.a. plæderede for, at vi skulle blive bedre til at tage 'nej-hatten' på. To år senere kom Ståsteder, hvor Brinkmann gav 10 bud på eksistentielt-filosofiske ståsteder hentet fra oldtidens filosoffer frem til nutiden. ’Det sørgende dyr’ er en helt anden type bog, der nok vil forekomme for teoretisk for den brede læserskare af forfatterens tidligere bøger.

I forordet skriver Brinkmann: ” Denne bog handler om sorg. Men det er hverken en bog om behandlingen af sorg, en personlig beretning om sorg eller en selvhjælpsbog om at komme videre efter et tab … [Bogen] forsøger i stedet at nærme sig sorgens væsen, dens fænomenologi. Det er bogens ambition at analysere nogle grundlæggende træk ved sorgen som almenmenneskelig fænomen, men selvfølgelig med blik for, at erfaringen af tab og sorg også varierer på tværs af epoker, kulturer og individer. Forhåbentlig kan dette hjælpe med at kvalificere diskussionen om medikalisering og patologisering (sygeliggørelse) af sorgen, hvilket tages op i slutningen af denne bog .”

Gennem syv kapitler undersøger Brinkmann sorg og prøver at identificere og klassificere begrebet ud fra forskellige teorier, videnskabelige såvel som psykologiske, filosofiske og sociologiske, bl.a. ved at præsentere et væld af eksempler fra filosofien, litteraturen, teateret og billedkunsten. Han kommer f.eks. ind på sorg som en fundamental følelse, sorgen i kroppen og sorg som en psykiatrisk diagnose. Hvert kapitel afsluttes med en kort konklusion, hvor Brinkmann opsummerer hovedteserne, og bagerst findes en grundig litteraturfortegnelse samt et noteapparet.

Som det fremgår af forordet, er her ikke tale om en selvhjælpsbog, men snarere en videnskabelig analyse af sorgens fænomenologi. 'Det sørgende dyr' udspringer da også af forskningsprojektet "Sorgens kultur", der, foranlediget af at WHO forventes at føje kompliceret sorg til listen over psykiatriske lidelser, ønsker at opbygge et internationalt førende forskningsmiljø for sorgforskning, som beskæftiger sig med alle sorgens væsentlige psykologiske, kulturelle og kliniske aspekter.

Jeg har læst mange flotte anmeldelser af 'Det sørgende dyr', men jeg må erkende, at jeg havde en helt anden forventning til indholdet. Brinkmann kommer ganske vist omkring mange relevante betragtninger, og det afsluttende kapitel, hvor han plæderer for, at nok kan sorg gøre et menneske sygt, men det er ikke det samme som, at sorgen selv er en sygdom, er en tankevækkende øjenåbner i vores strømlinede og effektive samfund. Men det teoretiske niveau er lidt for højt til, at jeg blev fanget af alle diskussionerne.

Hvis man har mod på at kaste sig ud i et mere teoretiserende værk om sorgens væsen, er ’Det sørgende dyr’ et godt bud. Brinkmann behandler emnet grundigt og skriver, så man ikke kan undgå at finde stof til eftertanke.