Anmeldelse
Det jeg elskede af Siri Hustvedt
- Log ind for at skrive kommentarer
Ægteparrene Leo og Erica, der er hh kunst- og litteraturhistorikere, samt deres meget nære venner, kunstneren Bill og hans kone Violett, der forsker i kulturbestemte kropsreaktioner (f. eks. anoreksi og selvskamfering), boer downtown Manhattan, hvor de tager aktivt del i det New Yorske kunstnermiljø. De tager også aktivt del i hinandens liv, holder ferie sammen og deres sønner Matthew og Mark vokser op som brødre. Idyllen brydes brat, da Matt dør ved en kanoulykke. Det kan Ericas og Leos ellers meget lykkelige ægteskab ikke overleve, så Erica vælger at tage imod en stilling i en anden by.
Efter Matts død skifter romanen fokus. Fra at være en kærlighedsroman med ironisk og indforstået kritik af New Yorks kunstverden, bliver den til en roman om "det ondes natur", dvs. man får ingen psykologisk forklaring på, hvorfor den charmerende og kønne Mark udvikler sig til at blive psykopat. Pludselig postuleres en ondskab, der ikke er lagt op til fra starten.
Forfatteren må forklare hans karakter med en eventyrmetafor: en skifting (der som bekendt er køn uden på og kold inden i). Et af de mange eventyr, Mark får læst højt som barn, er da også eventyret om det forbyttede barn, hvor en trold forbytter et menneskebarn med sin egen troldunge, en såkaldt skifting. Og kun som skifting kan Hustvedt forklare Marks psykopati.
Et andet tema i romanen er den amerikanske kunstverden. Leo er specialist i manierisme - en senrenæssance strømning, der fordrejer og forvansker de klassiske idealer. Han kan ikke lade være med at parallelisere til nutidens unge, der fordrejer og forvansker alt helt ud i den groteske selvskamfering, ligesom kunsten leger grænseoverskridende med lemlæstning af dyr og mennesker. Som børn af jødiske indvandrere virker det naturligvis frastødende på Leo og Erica.
Forfatterens morale er at alle vore handlinger har konsekvenser for andre mennesker, og at kærligheden har sin pris, som ikke mindst børnene betaler for.
Originally published by Inge-Lise Westh Hansen, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Ægteparrene Leo og Erica, der er hh kunst- og litteraturhistorikere, samt deres meget nære venner, kunstneren Bill og hans kone Violett, der forsker i kulturbestemte kropsreaktioner (f. eks. anoreksi og selvskamfering), boer downtown Manhattan, hvor de tager aktivt del i det New Yorske kunstnermiljø. De tager også aktivt del i hinandens liv, holder ferie sammen og deres sønner Matthew og Mark vokser op som brødre. Idyllen brydes brat, da Matt dør ved en kanoulykke. Det kan Ericas og Leos ellers meget lykkelige ægteskab ikke overleve, så Erica vælger at tage imod en stilling i en anden by.
Efter Matts død skifter romanen fokus. Fra at være en kærlighedsroman med ironisk og indforstået kritik af New Yorks kunstverden, bliver den til en roman om "det ondes natur", dvs. man får ingen psykologisk forklaring på, hvorfor den charmerende og kønne Mark udvikler sig til at blive psykopat. Pludselig postuleres en ondskab, der ikke er lagt op til fra starten.
Forfatteren må forklare hans karakter med en eventyrmetafor: en skifting (der som bekendt er køn uden på og kold inden i). Et af de mange eventyr, Mark får læst højt som barn, er da også eventyret om det forbyttede barn, hvor en trold forbytter et menneskebarn med sin egen troldunge, en såkaldt skifting. Og kun som skifting kan Hustvedt forklare Marks psykopati.
Et andet tema i romanen er den amerikanske kunstverden. Leo er specialist i manierisme - en senrenæssance strømning, der fordrejer og forvansker de klassiske idealer. Han kan ikke lade være med at parallelisere til nutidens unge, der fordrejer og forvansker alt helt ud i den groteske selvskamfering, ligesom kunsten leger grænseoverskridende med lemlæstning af dyr og mennesker. Som børn af jødiske indvandrere virker det naturligvis frastødende på Leo og Erica.
Forfatterens morale er at alle vore handlinger har konsekvenser for andre mennesker, og at kærligheden har sin pris, som ikke mindst børnene betaler for.
Originally published by Inge-Lise Westh Hansen, Litteratursiden.
Kommentarer