Yderst vellykket debutværk om at være et mandeskelet i en kvindekrop.
Gry Stokkendahl Dalgas skriver om kampen mod et behandlingssystem og om en sårbar ventetid i skellet mellem at være mand og kvinde. Hendes digtsamling handler om at være en transkønnet krop og om at finde nye fællesskaber til kroppen.
Værket starter med en opdatering som Gry laver på Instagram, som sættes i perspektiv allerede på næste side: ”Min mobil lyser loftet op, der sker ting på internettet som jeg ikke vil tjekke. Nogle likes eller kommentarer, er jeg ulækker eller elsket. Jeg skrev det virkelig, skar igennem en maske.” Dalgas balancerer fint mellem det sårbare og det hårde i en digitaliseret og medialiseret virkelighed. En yderst lovende begyndelse på værket.
Dalgas skriver om kønsdysfori, når hun skriver om forskellen mellem jeg’et og kroppen. Kroppen er en mand, jeg’et en kvinde. De er i en hård kamp mod hinanden og har svært ved at finde deres plads i samfundet. At læse om den ventetid, hvor jeg’et venter på at kunne ophæve skellet mellem sig selv og sin krop, er rørende at læse, når Dalgas fx selv beskriver det således: ”I bedste fald ender jeg med at fange mit mandeskelet i en kvindekrop.”
Fortællingen er nærmest svævende og skriften antager mange former; poesi, optegnelser, breve, kortprosa. Skriften er omskiftelig og mimer fint den tilstand, som jeg’et er i: En venteposition. Med andre ord er det er værk om en ventetid – at kroppen er et venteværelse, en overgang, at den kan forvandles og formes efter eget ønske.
Noget af det, der er med til at give værket tyngde, er kontrasten mellem jeg’et følelser og jeg’ets forventning (eller frygt) til andres måde at reagere på. Der er bl.a. en kritik af at behandle Pride som en zoologisk have som beskuer, i stedet for at se det som den kamp det er og – mindst lige så interessant – et indblik i familien og venskabernes strukturer.
Dalgas fremskriver et alvor, fx udtrykt sådan her: ”Min forestående forandring er et spørgsmål om overlevelse […] Tidligt lærer vi at vi ikke må være som dem vi vil være, tøjet og opførslen. Tidligt udskammes vi af vores hjem og det fortsætter. Kløften etableres og vedligeholdes.”
’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’ er et værk, som åbner døren ind til en virkelighed, mange af os måske ikke ænser til daglig; en virkelighed, hvor et menneske ikke føler sig hjemme i sin krop. Samtidig bliver man klogere på, hvilket processer et menneske skal gennemgå for at få lov til at blive sig selv. Det er sart og hårdt at læse på samme tid. Et særdeles interessant værk – både hvad angår sprog og indhold.
Kommentarer