Anmeldelse
Det egentlige liv i livet
- Log ind for at skrive kommentarer
Causevic debuterer med en rørende og til tider poetisk historie om Ibrahim, Aida og Sahil, der er flygtet til Danmark, hvor de forsøger at komme overens med deres nye liv.
I ’Det egentlige liv i livet’ følger vi en lille familie på tre; faderen Ibrahim, moderen Aida og sønnen Sahil. Vi får gennem fortællingen deres skiftende perspektiver på mødet med en ny kultur og et limboliv i vilkårlige danske asylcentre, hvor man lever som kvæg stuvet sammen i små barakker.
”Den samme dag begynder i maj og slutter i oktober, solen skinner og regnen falder, og ingen kan rigtig vide sig sikker på noget. ”
De tre forsøger at finde fodfæste i deres omskiftelige og begrænsede tilværelse, hvor de i flere omgange flyttes til et nyt asylcenter, lige som det er lykkedes dem at lære rutinerne at kende og at stable nye venskaber på benene. Tristessen er allestedsnærværende, og de må i deres sind flygte igen, enten tilbage i minderne før krigen, for eksempel på fisketure med bedstefar Tofke, eller gennem deres drømme om en fremtid bag ligusterhækkene ved siden af lejren, hvor håbet har til huse.
”Mennesker løber forvildede rundt i rammerne af rystende telefonskærme; kroppe ligger på fortovet og vejen; sirener svirrer og hyler blå og røde; blod spildes i plamager ud over asfalten og betonen; en røgsøjle stiger fra taget af en lufthavn; facaden krænger mod jorden; vinduer gaber; kabler hænger; mennesker ligger spredt på gulvet blandt væltede afspærringsstolper; barnevogne står stille i røgen.”
I første omgang bliver deres ødelagte sind og baraklivet ingenlunde træls at læse om, fordi sproget på afbalanceret vis er både helt nøgtern og til tider poetisk. Hertil kommer at bogen er fyldt med humor. Særligt møderne med den danske natur og kultur er underholdende:
”På den anden side ligger sletten gabende med tornet krat og frynset lyng, som de under ingen omstændigheder tør betræde, da der efter sigende skulle leve giftige slanger.”
Ud over rygtet om de giftige slanger, der gemmer sig i lyngen, kan læseren af denne lille perle af en bog glæde sig til at stifte bekendtskab med en familie, der selvfølgelig tager fint tøj på, når de skal ud at spise på restaurant – selv hvis restauranten, der er tale om, er en pølsevogn.
Alen Causevic har skrevet en bog, der giver et blik ind i en verden, de færreste læsere heldigvis får at se med deres egne øjne. Men selvom bogen ikke på noget tidspunkt eksplicit løfter pegefingeren og mest af alt fremstår som en menneskelig beretning om, hvor svært det er at rykke sit liv op ved roden og plante sig selv et nyt sted, så efterlader den alligevel sin læser med en vigtig tanke: Vi kan alle sammen blive bedre til at sige velkommen i den danske muld.
- Log ind for at skrive kommentarer
Causevic debuterer med en rørende og til tider poetisk historie om Ibrahim, Aida og Sahil, der er flygtet til Danmark, hvor de forsøger at komme overens med deres nye liv.
I ’Det egentlige liv i livet’ følger vi en lille familie på tre; faderen Ibrahim, moderen Aida og sønnen Sahil. Vi får gennem fortællingen deres skiftende perspektiver på mødet med en ny kultur og et limboliv i vilkårlige danske asylcentre, hvor man lever som kvæg stuvet sammen i små barakker.
”Den samme dag begynder i maj og slutter i oktober, solen skinner og regnen falder, og ingen kan rigtig vide sig sikker på noget. ”
De tre forsøger at finde fodfæste i deres omskiftelige og begrænsede tilværelse, hvor de i flere omgange flyttes til et nyt asylcenter, lige som det er lykkedes dem at lære rutinerne at kende og at stable nye venskaber på benene. Tristessen er allestedsnærværende, og de må i deres sind flygte igen, enten tilbage i minderne før krigen, for eksempel på fisketure med bedstefar Tofke, eller gennem deres drømme om en fremtid bag ligusterhækkene ved siden af lejren, hvor håbet har til huse.
”Mennesker løber forvildede rundt i rammerne af rystende telefonskærme; kroppe ligger på fortovet og vejen; sirener svirrer og hyler blå og røde; blod spildes i plamager ud over asfalten og betonen; en røgsøjle stiger fra taget af en lufthavn; facaden krænger mod jorden; vinduer gaber; kabler hænger; mennesker ligger spredt på gulvet blandt væltede afspærringsstolper; barnevogne står stille i røgen.”
I første omgang bliver deres ødelagte sind og baraklivet ingenlunde træls at læse om, fordi sproget på afbalanceret vis er både helt nøgtern og til tider poetisk. Hertil kommer at bogen er fyldt med humor. Særligt møderne med den danske natur og kultur er underholdende:
”På den anden side ligger sletten gabende med tornet krat og frynset lyng, som de under ingen omstændigheder tør betræde, da der efter sigende skulle leve giftige slanger.”
Ud over rygtet om de giftige slanger, der gemmer sig i lyngen, kan læseren af denne lille perle af en bog glæde sig til at stifte bekendtskab med en familie, der selvfølgelig tager fint tøj på, når de skal ud at spise på restaurant – selv hvis restauranten, der er tale om, er en pølsevogn.
Alen Causevic har skrevet en bog, der giver et blik ind i en verden, de færreste læsere heldigvis får at se med deres egne øjne. Men selvom bogen ikke på noget tidspunkt eksplicit løfter pegefingeren og mest af alt fremstår som en menneskelig beretning om, hvor svært det er at rykke sit liv op ved roden og plante sig selv et nyt sted, så efterlader den alligevel sin læser med en vigtig tanke: Vi kan alle sammen blive bedre til at sige velkommen i den danske muld.
Kommentarer