Det år vi gik til begravelser af Henriette Rostrup

Veldrejet og følelsesladet roman om familie og identitet. Om at vokse op i en splittet familie med uklare forældreroller, og om konsekvenserne deraf. Én af årets bedste læseoplevelser.

Romanen foregår i to spor. Hovedsporet er Julies voksenliv i New York. Livet i den pulserende storby med al dens diversitet virker tiltrækkende på Julie. Her er plads til at forsvinde, her behøver hun ikke at vælge, men blot være til mens verden passerer forbi. Mødet med den karismatiske Amanda Shy, som har alle de rigtige forbindelser til en fremtidig karriere i New York, trækker dog langsomt Julie op ad hullet, og hun forvandles til Jewel Temper, ghostwriter for kendte men afdankede forfattere. Sekundært følger vi Julies langt fra lykkelige barndomserindringer fra opvæksten i Kokkedal med en græsk mor og en dansk far, som er kriminalbetjent. Forældrenes indbyrdes problemer går stærkt ud over Julie, som aldrig oplever en klar og tydelig forældrerolle, men selv må forsøge at agere voksen i alt for ung en alder. Julie har svært ved at finde rodfæste i tilværelsen og undgår at tage ansvar for sit liv ved simpelthen at lade andre vælge for sig. Hun driver rundt på må og få i ungdomsårene, indtil hun ender i New York med kappede forbindelser til fortidens spøgelser.

’Det år vi gik til begravelser’ er en fremragende og velskrevet skildring af en lille piges og senere voksen kvindes søgen efter kærlighed og et hjem i familiens trygge rammer. Henriette Rostrup skriver så fantastisk overbevisende, at man som læser ikke undgår at leve sig fuldstændigt ind i romanen, som også overrasker undervejs. Personkarakteristikkerne er eminente, og jeg kom til at holde utroligt meget af Julie og mange af de andre spændende og meget menneskeligt beskrevne karakterer. Særligt transvestitten Mr. Velázquez og forfatteren Lawrence Scott er personer, som optager helt særegne faderroller i romanen, og begge får vidtrækkende og positiv indflydelse på Julies liv. Altopslugende roman som simpelthen MÅ læses.

Oprindeligt skrevet af Pia Bechmann, Litteratursiden.