Anmeldelse
Deres øjne så mod Gud
Sproget springer ud som forårsblomster i Hurstons mesterværk, der hensætter læseren til sydstaterne i begyndelsen af det 20. århundrede.
Zora Neale Hurston ‘Deres øjne så mod gud’ er et tidløst mesterværk og et stærkt og usentimentalt vidnesbyrd om den afroamerikanske kvindes plads i verden:
“Janie så sit liv som et stort træ, fuldt udsprunget, behængt med alt det hun havde udholdt og glædet sig over, alt det hun havde gjort og ikke gjort. Daggry og dommedag flimrede mellem grenene.”
Romanen, der oprindeligt udkom i 1937, er en rørende og kraftfuld skildring af den unge, afroamerikanske kvinde Janie, der aldrig har kendt sin mor, og der som 16-årig bliver giftet bort til en meget ældre mand. Men Janie har en vilje og et gåpåmod udover det sædvanlige, og hun tager sin skæbne i egen hånd, da hun stikker af med den charmerende og handlekraftige Jody Starks. De sætter kursen mod Eatonville, som var en af de første byer i USA, der var bygget og ledet af afroamerikanere.
Livet med Jody er ikke, hvad Janie havde drømt om, og efter syv års ægteskab er hun klar til et nyt eventyr:
“Hun opdagede at hun havde en vrimmel af tanker hun aldrig havde udtrykt over for Jody, og talrige følelser hun aldrig havde ladet ham kende til. Ting der var pakket sammen og lagt væk i afkroge af hendes hjerte hvor han aldrig ville kunne finde dem. Hun sparede følelser sammen til en mand hun aldrig havde mødt.”
Janies mormor forklarer tidligt i romanen, at “Niggerkvinden er hele verdens muldyr”, men Janie er en ukuelig optimist, der på trods af, at hun har alle odds imod sig ikke lader sig kue af et samfund præget af streng segregation og voldsom diskrimination. Hun insisterer på retten til at finde kærlighed og lykke i sit liv og er en på alle måder nuanceret og fascinerende fortæller, man som læser holder af og med hele vejen igennem.
‘Deres øjne så mod Gud’ er mesterligt fortalt, og historien om Janie er skrevet i en rig og lyrisk prosa, der skaber sanselige billeder og samtidig formår at fange kompleksiteten i den afroamerikanske kultur i starten af 1900-tallet.
Zora Neale Hurston omfavner den sorte kultur og forsøger ikke at imitere den hvide mands skrift, men skaber sit eget litterære sprog. Samtidig er hun fuldstændig usentimental i sin skildring af den dybe undertrykkelse af afroamerikanere: “‘Dem som den hvide mand kender, er flinke negre. Dem som han ikke kender, er slemme niggere.’ Sådan sagde Janie og lo, og Tea Cake lo med.”
Juliane Wammen har leveret en forrygende oversættelse af romanen, der indfanger Zora Neale Hurstons sanselighed og yder historien retfærdighed. Zadie Smiths forord fra 2007 trækker historien ind i det 21. århundrede og viser, hvor vigtigt det er, at vi også i dag læser romanen, så vi fortsætter kampen for lighed for alle. ‘Deres øjne så mod Gud’ er både en vigtig fortælling og stor litterær kunst, og den rammer læseren i både hjertet og hjernen.
Sproget springer ud som forårsblomster i Hurstons mesterværk, der hensætter læseren til sydstaterne i begyndelsen af det 20. århundrede.
Zora Neale Hurston ‘Deres øjne så mod gud’ er et tidløst mesterværk og et stærkt og usentimentalt vidnesbyrd om den afroamerikanske kvindes plads i verden:
“Janie så sit liv som et stort træ, fuldt udsprunget, behængt med alt det hun havde udholdt og glædet sig over, alt det hun havde gjort og ikke gjort. Daggry og dommedag flimrede mellem grenene.”
Romanen, der oprindeligt udkom i 1937, er en rørende og kraftfuld skildring af den unge, afroamerikanske kvinde Janie, der aldrig har kendt sin mor, og der som 16-årig bliver giftet bort til en meget ældre mand. Men Janie har en vilje og et gåpåmod udover det sædvanlige, og hun tager sin skæbne i egen hånd, da hun stikker af med den charmerende og handlekraftige Jody Starks. De sætter kursen mod Eatonville, som var en af de første byer i USA, der var bygget og ledet af afroamerikanere.
Livet med Jody er ikke, hvad Janie havde drømt om, og efter syv års ægteskab er hun klar til et nyt eventyr:
“Hun opdagede at hun havde en vrimmel af tanker hun aldrig havde udtrykt over for Jody, og talrige følelser hun aldrig havde ladet ham kende til. Ting der var pakket sammen og lagt væk i afkroge af hendes hjerte hvor han aldrig ville kunne finde dem. Hun sparede følelser sammen til en mand hun aldrig havde mødt.”
Janies mormor forklarer tidligt i romanen, at “Niggerkvinden er hele verdens muldyr”, men Janie er en ukuelig optimist, der på trods af, at hun har alle odds imod sig ikke lader sig kue af et samfund præget af streng segregation og voldsom diskrimination. Hun insisterer på retten til at finde kærlighed og lykke i sit liv og er en på alle måder nuanceret og fascinerende fortæller, man som læser holder af og med hele vejen igennem.
‘Deres øjne så mod Gud’ er mesterligt fortalt, og historien om Janie er skrevet i en rig og lyrisk prosa, der skaber sanselige billeder og samtidig formår at fange kompleksiteten i den afroamerikanske kultur i starten af 1900-tallet.
Zora Neale Hurston omfavner den sorte kultur og forsøger ikke at imitere den hvide mands skrift, men skaber sit eget litterære sprog. Samtidig er hun fuldstændig usentimental i sin skildring af den dybe undertrykkelse af afroamerikanere: “‘Dem som den hvide mand kender, er flinke negre. Dem som han ikke kender, er slemme niggere.’ Sådan sagde Janie og lo, og Tea Cake lo med.”
Juliane Wammen har leveret en forrygende oversættelse af romanen, der indfanger Zora Neale Hurstons sanselighed og yder historien retfærdighed. Zadie Smiths forord fra 2007 trækker historien ind i det 21. århundrede og viser, hvor vigtigt det er, at vi også i dag læser romanen, så vi fortsætter kampen for lighed for alle. ‘Deres øjne så mod Gud’ er både en vigtig fortælling og stor litterær kunst, og den rammer læseren i både hjertet og hjernen.
Kommentarer