Anmeldelse
Der er et lykkeligt land af Michael Booth
- Log ind for at skrive kommentarer
Humoristisk og faktamættet tur gennem de skandinaviske lande under overskriften: Hvorfor rangerer danskerne og deres skandinaviske fætre så højt på ”lykke-skalaen”?
Jeg har været på rejse i Skandinavien sammen med en vittig englænder. Eller det har jeg i hvert fald på fornemmelsen efter at have læst denne bog. Eller også har jeg gjort som kobbersmedefamilien i Hostrups syngespil ’Genboerne’ og kigget ”ind af egne vinduer”. Det er SÅ sjovt og kan være SÅ lærerigt at se på sig selv og ens nærmeste udefra.
Forfatteren beskæftiger sig mest med Danmark og danskerne, da vi er blevet hans nye landsmænd, og han har faktisk rigtig meget styr på vores historie. Det er jo det smittende engagement, der gør bogen underholdende at læse, og der lægges bestemt ikke en dæmper på nogen private holdninger. Både de kuldegysninger, som Dansk Folkepartis leder kan bibringe selv via tv, hører vi om, ligesom vi danskere får at vide, at der er alt for mange, der har kørt på frihjul i Vores Velfærdsstat, og nu trænger vi vist til at der bliver strammet op eller skåret ned. I hvert fald på skatterne, for han er vist overbevist om, at vores skatteniveau er absolut demotiverende på lysten til at arbejde.
Men et begreb som ’Ginikoefficienten’, der er et mål for lighed, beskrives faktisk helt begribeligt for en interesseret amatør på området som denne læser og gav en mig gedigen ahaoplevelse. Der citeres fra en afhandling om emnet, hvor det fremgår, at større ulighed i indkomsten er direkte sammenhængende med stort set alle sociale problemer og ikke selve indkomstniveauet.
Turen går også både til Norge, Island og Finland. I Norge er fokus uundgåeligt Breiviks terrorhandling og det kolossale tab af uskyld, det medførte, deres ubegribeligt mange oliepenge berøres naturligvis, og det strejf af tilbagelænethed overfor arbejde, som de medfører. Man BEHØVER jo ikke at knokle. Både Island og Finland er forfatteren helt vild med, alene hans kostelige finske sauna-besøg! Men gennemgangen af Finlands historie før, under og efter 2. Verdenskrig og under den kolde krig giver læseren en glimrende opdatering, ligesom han kort skildrer, hvordan det lød, da Islands økonomi brød sammen. Smigrende for islændingene er det ikke.
Det svenske afsnit er detaljeret, historisk velfunderet, aldeles ubarmhjertigt overfor det for ham at se fuldstændigt gennemregulerede svenske samfundssystem og selvfølgelig meget morsomt. Forfatteren skriver tilmed i efterskriften, at han ikke turde lade nogen af sine svenske venner læse afsnittet på forhånd.
Der er gjort et stort stykke researcharbejde. Der er dog smuttet en enkelt overraskende fejl med til allersidst, hvor Bertel Haarder, formand for den danske delegation i Nordisk Råd, fortæller om det ønskværdige i at udvide det fællesnordiske samarbejde. Her udnævnes han til forhenværende udenrigsminister - mange ministerposter har han haft, men dog ikke dén.
Jeg følte mig både underholdt og godt oplyst af denne bog, men hvem er den egentlig skrevet til? Selvom det godt kan lyde sådan, så tror jeg egentlig ikke, forfatterens intention er at ruske op i os danskere og vores skandinaviske naboer, og han slutter faktisk af med at glorificere os lidt. Booth hader folkelighed og kvælende hygge (I don't blame him), men sådan er dét så, og vi kan jo godt fungere som land alligevel - på trods af elendig popmusik og Dansk Folkepartis røvballegardiner.
- Log ind for at skrive kommentarer
Humoristisk og faktamættet tur gennem de skandinaviske lande under overskriften: Hvorfor rangerer danskerne og deres skandinaviske fætre så højt på ”lykke-skalaen”?
Jeg har været på rejse i Skandinavien sammen med en vittig englænder. Eller det har jeg i hvert fald på fornemmelsen efter at have læst denne bog. Eller også har jeg gjort som kobbersmedefamilien i Hostrups syngespil ’Genboerne’ og kigget ”ind af egne vinduer”. Det er SÅ sjovt og kan være SÅ lærerigt at se på sig selv og ens nærmeste udefra.
Forfatteren beskæftiger sig mest med Danmark og danskerne, da vi er blevet hans nye landsmænd, og han har faktisk rigtig meget styr på vores historie. Det er jo det smittende engagement, der gør bogen underholdende at læse, og der lægges bestemt ikke en dæmper på nogen private holdninger. Både de kuldegysninger, som Dansk Folkepartis leder kan bibringe selv via tv, hører vi om, ligesom vi danskere får at vide, at der er alt for mange, der har kørt på frihjul i Vores Velfærdsstat, og nu trænger vi vist til at der bliver strammet op eller skåret ned. I hvert fald på skatterne, for han er vist overbevist om, at vores skatteniveau er absolut demotiverende på lysten til at arbejde.
Men et begreb som ’Ginikoefficienten’, der er et mål for lighed, beskrives faktisk helt begribeligt for en interesseret amatør på området som denne læser og gav en mig gedigen ahaoplevelse. Der citeres fra en afhandling om emnet, hvor det fremgår, at større ulighed i indkomsten er direkte sammenhængende med stort set alle sociale problemer og ikke selve indkomstniveauet.
Turen går også både til Norge, Island og Finland. I Norge er fokus uundgåeligt Breiviks terrorhandling og det kolossale tab af uskyld, det medførte, deres ubegribeligt mange oliepenge berøres naturligvis, og det strejf af tilbagelænethed overfor arbejde, som de medfører. Man BEHØVER jo ikke at knokle. Både Island og Finland er forfatteren helt vild med, alene hans kostelige finske sauna-besøg! Men gennemgangen af Finlands historie før, under og efter 2. Verdenskrig og under den kolde krig giver læseren en glimrende opdatering, ligesom han kort skildrer, hvordan det lød, da Islands økonomi brød sammen. Smigrende for islændingene er det ikke.
Det svenske afsnit er detaljeret, historisk velfunderet, aldeles ubarmhjertigt overfor det for ham at se fuldstændigt gennemregulerede svenske samfundssystem og selvfølgelig meget morsomt. Forfatteren skriver tilmed i efterskriften, at han ikke turde lade nogen af sine svenske venner læse afsnittet på forhånd.
Der er gjort et stort stykke researcharbejde. Der er dog smuttet en enkelt overraskende fejl med til allersidst, hvor Bertel Haarder, formand for den danske delegation i Nordisk Råd, fortæller om det ønskværdige i at udvide det fællesnordiske samarbejde. Her udnævnes han til forhenværende udenrigsminister - mange ministerposter har han haft, men dog ikke dén.
Jeg følte mig både underholdt og godt oplyst af denne bog, men hvem er den egentlig skrevet til? Selvom det godt kan lyde sådan, så tror jeg egentlig ikke, forfatterens intention er at ruske op i os danskere og vores skandinaviske naboer, og han slutter faktisk af med at glorificere os lidt. Booth hader folkelighed og kvælende hygge (I don't blame him), men sådan er dét så, og vi kan jo godt fungere som land alligevel - på trods af elendig popmusik og Dansk Folkepartis røvballegardiner.
Kommentarer