Dennis Lehane: Moonlight Mile

Jeg skal ikke gå for meget ind i handlingen af den amerikanske, progressive spændingsforfatter Dennis Lehanes seneste bog på dansk, Moonlight Mile (samme titel som på engelsk). Den handler om hr og fru tough-guy-tough-woman detektiver, som har et lille barn sammen og derfor bliver særligt påvirkede, da den store teenager, Amada, som de 12 år tidligere havde reddet, atter forsvinder.

På den måde er bogen udtryk for en udvikling, der for tiden sker i krimibranchen, og som man f. eks. også kan iagttage hos den unge, svenske forfatter Christoffer Carlsson, hvis to, snart tre bøger er oversat til mange lande: Krimien er på vej væk fra sig selv. Der skal være mere fra det virkelige liv. Hjemmeliv og rigtige følelser.

En hel del af de senere års skandinaviske krimier har brugt dén tendens til at trække tiden ud mellem bogens egentlige plotelementer (som også Sue Grafton gør), på en måde, der kun tilføjer bogen én ting, og ikke det, de havde tænkt sig: Kedsommelighed. Snak, snak og atter snak.

Jeg indrømmer, jeg var på vej mod den samme oplevelse, da jeg læste bogen første gang i den engelske originaludgave under en rejse til USA i fjor. Jeg tænkte: Her er en mand, som ikke rigtig får scenerne fra hjemmelivet til at svinge, når vi véd, at der ligger våben og elektronisk overvågningsudstyr over det hele og de prøver at lyde som om de er interesserede i at lære, hvordan man får en lille pige til at sove trygt.

Jeg indrømmer også, at jeg meget sjældent læser engelsksprogede bøger på dansk, fordi de er oversat. Ikke nødvendigvis fordi de er dårlig oversat, men fordi der ryger noget i sprogtonen, der gør at hele bogen krakelerer. Mest sigende oplevede jeg det i Robert Ludlums første bind i Bournetrilogien, der på dansk er en udmærket spændingsbog, men i sin originaludgave er så fint indstillet i sprogtonen, at den hele tiden antyder eksistentielle motiver, som postmoderniteten senere har gjort helt aktuelle: Hvem er jeg? Hvad er et menneskes identitet? De motiver kommer bare aldrig til at svinge ordentligt med på dansk.

Jeg indrømmer også, at Søren K. Barsøe har gjort et helt fantastisk stykke arbejde med den her oversættelse. Jeg fastholder på den ene side, at jeg klart oplever, at de to strenge i Lehanes bog på amerikansk, famniliesnakkeriet og de virkelig, virkelige fine spændingselementer, med den ene spektakulære scene efter den anden, på mig virker som to strenge på en guitar, der ikke stemmer sammen.

Men på dansk fungerer det. Søren K. Barsøe har fået det hele op at køre i en troværdig sprogtone, så man ikke synes, at de to ægtefællers banderi og samværsform i øvrigt klinger skingert mod bogens krimiplot. Og så bliver det en rigtig, rigtig god læseoplevelse.